Statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede en dør på klem tirsdag aften. Det var ikke meget - men nok til at give lidt håb til den 22-årige soldat Thom Muijs.

Han er konstabel hos Jydske Dragonregiment og har de seneste dage turneret rundt med ét budskab: Soldater, som ham selv, fortjener at få mere i løn.

»Vi er villige til at sætte vores liv på spil for Danmark. Generelt skal vi altid være parat til at give den højeste pris,« siger Thom Muijs til B.T. 

Soldaternes grundløn ligger på omkring 24.000 kroner. Efter diverse tillæg får Thom Muijs udbetalt 17.866 kroner om måneden.

Statsminister Mette Frederiksen deltog tirsdag i et politisk program hos TV Midtvest, hvor hun tog imod spørgsmål fra publikum - heriblandt Thom Muijs.
Statsminister Mette Frederiksen deltog tirsdag i et politisk program hos TV Midtvest, hvor hun tog imod spørgsmål fra publikum - heriblandt Thom Muijs. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Hvis man har nogle børn og skal til at købe et hus, så er det altså ikke super meget,« påpeger Muijs. 

Det var til et TV-arrangement tirsdag aften, at Thom Muijs fik lejlighed til at spørge Mette Frederiksen, om det ikke er på tide, at landets soldater får noget mere i løn. Hendes svar afslørede noget nær et kursskifte. 

For i stedet for helt at affeje problematikken, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tidligere har gjort, så fik piben pludselig en anden lyd.  

»Det er klart, at løn og arbejdsvilkår skal vi have med ind i vores overvejelser også,« erkendte Mette Frederiksen pludselig - til stor overraskelse for Muijs.

Thom Muijs er ikke sikker på, om han kommer til at være i Forsvaret resten af sit arbejdsliv.
Thom Muijs er ikke sikker på, om han kommer til at være i Forsvaret resten af sit arbejdsliv. Privatfoto.

»Svaret var ikke så konkret - men det var et skridt den rigtige vej. Det kan give muligheden for, at der kommer noget i fremtiden,« siger han og fortsætter:

»Men når man er soldat, så har man også lært ikke at få sine forhåbninger for højt op, før noget rent faktisk er en realitet.«

Den sunde skepsis er der en god grund til, ifølge Peter Ernstved Rasmussen, der er forsvarsekspert og redaktør på forsvarsmediet OLFI. 

Han har tidligere tegnet et billede til B.T. af, at selvom højere løn til landets soldater er en absolut nødvendighed, så er det ikke noget, folk er villige til for alvor at tale om. 

Og dét resulterer desværre i, ifølge eksperten, at flere soldater giver op, fordi 'de ikke kan få det til at hænge sammen' økonomisk.

Også for Thom Muijs er det da langt fra sikkert, at han fortsætter i Forsvaret. 

»Jeg er ikke sikker på, at jeg stadig er soldat om ti år. For jeg vil gerne have en familie, og hvis jeg skal kunne understøtte dem økonomisk i fremtiden, så ville der være bedre muligheder for det i det private,« siger han.