Stop med at tage imod de roser, som Mette Frederiksen og Socialdemokratiet deler ud på gaden.

Det er budskabet fra den 18-årige gymnasieelev Carla Andreasen, som håber, det vil få partiet til at droppe indkøbet af tusindvis af roser under valgkampen.

Roser bliver typisk importeret fra Afrika i fly og er derfor meget klimaskadelige.

I dag vil Socialdemokratiet stadig ikke svare på, hvor de hundredvis af roser, Mette Frederiksen fredag delte ud i Aalborg, stammer fra. Det er der nok en grund til, siger gymnasieeleven.

Tør ikke indrømme det

Der var klapsalver fra Carla Andreasens medstuderende, da hun fredag konfronterede Socialdemokratiets formand med spørgsmålet:

»Afskårne blomster, alt afhængig hvor de kommer fra, er faktisk noget af det værste for klimaet. Ved du, hvor de blomster, I uddeler ude på gaden, kommer fra?«

Det vidste Socialdemokratiets formand ikke, selv om besøget på Aalborg Katedralskole fandt sted, lige inden Mette Frederiksen og hendes medarbejdere gik i gang med at uddele de, efter eget udsagn, 5.000 roser.

Men netop på grund af omfanget af indkøbet burde hun også vide det, siger Carla Andreasen i dag:

»Man bør tage ansvar, når man laver noget, der fylder så meget i klimaregnskabet. Nu har jeg fortalt hende det, så håber jeg, at hun tænker over det.«

Mette Frederiksen (S) deler røde roser ud i centrum af Aalborg.
Mette Frederiksen (S) deler røde roser ud i centrum af Aalborg. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Størstedelen af roser solgt i Danmark er fløjet hertil fra afrikanske lande som Kenya. Én kenyansk rose solgt i en dansk butik har et klimaaftryk på cirka et kg CO2.

B.T. forsøgte mandag at få Socialdemokratiet til at svare på, hvor roserne uddelt i Aalborg stammer fra. Det har partiet afvist at oplyse.

»Jeg tror, at det skader dem i valgkampen, hvis de fortæller det. De har nok vurderet, at det er bedre at tie stille end at indrømme det, hvis roserne er fra Afrika,« siger Carla Andreasen.

Mette Frederiksen: Ingen kommentarer

Samtidig fastholder Mette Frederiksen i denne uge, at hun ikke vil stoppe med at dele roser ud, selv om de er klimaskadelige.

Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen startede fredag d. 10.05 2019 sin valgkamp. Første stop: Aalborg Katedralskole og roseuddeling på gågaden.
Formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen startede fredag d. 10.05 2019 sin valgkamp. Første stop: Aalborg Katedralskole og roseuddeling på gågaden. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Men det bør ikke være nødvendigt at dele blomster ud for at overbevise vælgerne, mener Carla Andreasen.

»Jeg ville ikke sætte mit kryds anderledes, fordi jeg fik en rose af et parti. Det er deres holdninger og deres politiske meninger, man skal tage stilling til, frem for hvad man får. Det håber jeg, Socialdemokratiet kan se,« siger hun.

Gymnasieeleven fortæller, at hun selv tænker på, hvordan hun påvirker klimaet. Derfor holder hun sig fra at købe afskårne blomster.

»Det handler om, at vi begynder med os selv. Det ville gøre et indtryk på mig, hvis Mette Frederiksen stoppede med at dele roser ud. Det ville være så sejt.«

B.T. har spurgt Socialdemokratiets pressechef, Mads Brandstrup, om Mette Frederiksen har noget at sige til gymnasieelevens budskaber.

Til det svarer pressechefen i en sms:

'Næh.'