Stråmænd, forsvundne penge og smarte selskabskonstruktioner.

Hvert år mister verdens lande omkring 1.500 milliarder kroner i tabte skatteindtægter fra selskaber, der kanaliserer penge og overskud over i skattely.

Alene i Danmark går vi glip af omkring seks milliarder kroner om året i skattebetalinger, fordi pengene ender skattely.

Det anslår den anerkendte NGO, Tax Justice Network, som i dag offentliggør en liste over de lande, hvor det er nemmest at udnytte smuthuller i skattesystemerne og skjule penge i skattely:

1. De Britiske Jomfruøer
2. Caymanøerne
3. Bermuda
4. Holland
5. Schweiz
6. Luxembourg
7. Hong Kong
8. Jersey
9. Singapore
10. De Forenede Arabiske Emirater

At berygtede skattely som Caymanøerne og Jersey figurer på listen er ikke nogen overraskelse. Mere uventet er det derimod, at europæiske lande som Holland og Luxembourg er at finde på top 10-listen.

Oxfam IBIS er en dansk organisation, som kæmper mod ulighed i verden. Her påpeger organisationens danske skatteekspert Christian Hallum, at den massive skatteunddragelse rammer særligt ulandene ekstremt hårdt.

»Det er velfærdstyveri. Skattelyene hjælper store selskaber og rigmænd med at undvige deres skatteregninger, penge der særligt er brug for under en global krise som nu. Især udviklingslandene har hårdt brug for skatteindtægterne til at sørge for meget mere solide sundheds- og uddannelsessystemer og for social sikring til deres befolkning,« siger han.

Selvom Caymanøerne ligger nummer to på Tax Justice Networks liste, så valgte EU i 2020 – under store protester – at fjerne øerne fra sin 'sortliste' over skattely-lande.

Der er dog talrige eksempler på, at Caymanøerne stadig bliver brugt til at skjule penge i skattely.

Blandt andet skrev B.T. i januar, hvordan den kinesisk rigmand Pat Wong, der ejer 12 danske minkfarme, kan flytte adskillige millioner fra mink-erstatningen i Danmark i skattely via hans moderselskab på netop Caymanøerne.

»Mange af landene er ekstremt aggressive. Det er groft sagt internationale piratstater, som lever af at stjæle indtægter fra andre lande. Verden mister hvert eneste sekund, hvad der svarer til en sygeplejerskes årsløn til skattely. Det er på tide, at vi kræver, at alle bidrager til fællesskabet,« siger Christian Hallum fra Oxfam IBIS.