Udenlandske studerende skylder nu 1,3 milliarder kroner i SU-gæld. Og nu ligger aben på bordet hos skatteminister Jeppe Bruus (S).

Det er DR, der har fået aktindsigt i tal fra Gældsstyrelsen. Og tallene viser altså, at der er 18.000 udlændinge, som har gæld fra studietiden. De 5.000 af dem er rejst ud af landet med en gæld på knap 350 millioner kroner.

Allerede i 2018 blev der, ifølge DR, sat gang i en syvpunktsplan, som skulle »styrke inddrivelse af SU-gæld i udlandet,« men siden er gælden så kun vokset.

Dengang sagde daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) på ministeriets egen hjemmeside:

»Vi oplever i stigende grad, at udenlandske studerende kommer til Danmark og nyder godt af vores mange fordele med SU og SU-lån. Desværre kan vi konstatere, at mange rejser hjem og efterlader deres gæld ved grænsen. Det er selvfølgelig ikke rimeligt. Derfor styrker vi nu indsatsen med det formål at få flere af pengene i kassen.«

Det var dengang. Virkeligheden er så nu, at gælden de seneste tre år er vokset fra 800 millioner til de nuværende 1,3 milliarder kroner.

Skatteminister Jeppe Bruus forsikrer, at man fortsat forsøger at inddrage pengene, At det så ikke er sket, begrunder han, over for DR, således:

»Det er nok et udtryk for, at det er svært. Vi har haft problemer med gældssystemet, som er på vej til at blive bedre, og så er det ekstra svært, hvis folk rejser ud af landet.«

Skiftende regeringers håndtering – eller mangel på samme – af gældsinddrivelsen medfører, ifølge DR, kritik fra både Danmarksdemokraterne og SF.