De videregående uddannelser får 100 millioner kroner til at indhente det tabte for de studerende, der står over for at afslutte en uddannelse med praktiske elementer, som ikke har kunne lade sig gøre under coronaepidemien.

Pengene kommer fra en politisk aftale, der er indgået af et bredt flertal i Folketinget. De skal bruges på ekstra undervisning, sommerskoler, forskudte eksamener og andet til de studerende, der skal afslutte deres uddannelse i 2021.

- Vi laver en målrettet aftale i dag til at få indhentet noget af den tabte undervisning for de af vores uddannelser, som er meget praksisrettet, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Det vil sige de unge mennesker, som plejer at være i værksted eller laboratorier. De sygeplejersker, der mangler at få øvet sig i at lægge drop eller tage blodprøve. Eller de maskinmestre, som ikke har kunnet øve sig med ledningerne.

De 100 millioner kroner kommer altså ikke de studerende, der ikke er ved at afslutte deres uddannelse, eller er på andre end de praksisrettede uddannelser til gode.

Men partierne har i aftaleteksten skrevet, at der vil komme flere tiltag for andre grupper af studerende, fortæller ministeren.

- Det her er første skridt. Så taler vi videre om alle de studerende, der ikke lige står over for at blive færdige i år eller har en uddannelse, der ikke er så praksis-rettet, siger hun.

- Vi har aftalt, at vi både drøfter trivsel og det faglige efterslæb, der måtte være.

Samtidig bliver der pillet lidt ved en af de ordninger, der afgør, hvor mange penge universiteterne får.

Det skal ifølge ministeren sikre, at universiteterne ikke føler sig økonomisk presset til at skynde mere end godt er på de studerende for at blive færdige.

Alle Folketingets partier er med i aftalen.

/ritzau/