Når man er 26 år gammel og lige har vundet 30 millioner kroner i poker, er det muligvis ikke førsteprioritet at tjekke den konvolut, som turneringsledelsen har givet dig.

For den norske pokerspiller Felix Stephensen havde i hvert fald andre ting i hovedet, da han i slutningen af 2014 blev nummer to verdens mest prestigefulde pokerturnering i Las Vegas. Han holdt fest i sin 600 kvadratmeter store hotelsuite med egen basketballbane, billardbord og boblebad for venner og familie. En fest til omkring 80.000 kroner.

Og derfor åbnede han først kuverten fra turneringsledelsen, da han var rejst væk fra Las Vegas.

»Uha. Det var en forfærdelig misforståelse. Jeg fik indtryk af, at man bare kunne få pengene overført,« siger Felix Stephensen til VG.

Men det kunne man ikke bare, stod der i kuverten.

»Jeg skulle have hentet pengene på kasinoet dagen efter. Den fejl laver jeg ikke igen,« siger Stephensen.

Pengene fik han nemlig først et år senere, da World Series of Poker allerede havde pakket sammen i Las Vegas og var taget videre. Imens var Stephensen altså taget på ferie, og selv ikke flere telefonopkald kunne ændre på, at han måtte vente et år på at se sine 30 millioner kroner.