Efter en maratondyst af en heads up, som fik Robinson Crusoes 28 år på en øde ø til at virke som en gåtur i parken, lykkedes det i nat Mickey ’mement_mori’ Petersen at sikre sig sejren i PokerStars EPT København.
Modstanderen i den afgørende tomands-dyst, 69 årige Pierre Neuville, viste sig som en usædvanlig sejlivet herre, som ganske enkelt nægtede at dø. Seks timer varede det.
Efter Neuville havde overlevet fem all ins, lykkedes det endelig i sjette forsøg for Mickey Petersen at hamre det sidste søm i kisten. De to havnede all in preflop med es-fem mod es-fire, og da en femmer sejlede ind på river, var sejren hjemme.
Det var en tydeligt glad og måske en smule lettet Mickey Petersen, som stillede op til interviews kort efter sejren.
“Det er en helt fantastisk følelse. Det er ubeskriveligt. Ikke bare er det første gang, jeg kommer rigtigt langt i en stor live-turnering, men at kunne gøre det på hjemmebane er utroligt”, lød det fra den danske online-haj, der med de 2,5 mio. kr sikrede sig karrierens største præmiecheck.
Mickey P virkede næsten helt forlegen over den megen opmærksomhed, som en EPT-sejr naturligvis giver. Journalister og fotografer stod da også i kø, da sejren endelig kom i hus. Selv om alle pokerspillere selvfølgelig gerne vil have en EPT-sejr på CV’et, mener Mickey P ikke, at sejren får stor betydning for karrieren.
“Det betyder egentlig ikke så meget, men jeg skal nok ud og spille lidt flere live-turneringer, og så har jeg da bevist, at jeg ikke er helt dårlig til live-turneringer”, siger Mickey Petersen.
Selv om Mickey Petersen nu for alvor er brudt igennem, som international pokerstjerne betyder sejren ikke, at han nu skal rundt til alverdens live-turneringer.
“Foreløbigt holder jeg mig primært til EPT’er, men jeg kommer selvfølgelig til at spille med ved WSOP til sommer, hvor jeg vil være i Vegas under hele serien”, afslutter en glad og udmattet vinder af EPT København.