Selv for pokerens største stjerner er et buy-in på en million dollars så højt, at de er nødt til at tale med deres investorer.

Sommerens formentligt største højdepunkt for pokerfans i alle afskygninger bliver ‘Big One for One Drop’, der, som de fleste, ved har et buy-in på $1.000.000. Rigtigt mange af pokerens allerstørste stjerner går i disse uger og overvejer, om de skal hoste op med pengene. Eksempelvis har Bertrand ‘ElkY’ Grospellier fortalt til PNN.dk, at hans deltagelse kommer til at afhænge af hans resultater frem mod ‘One Drop’. Også en lang række andre store pokerspillere med Gus Hansen og Daniel Negreanu i spidsen forventes at spille, men det er dog ikke sikkert endnu.

Læs også: ElkY om ‘One Drop’: Gider ikke at spille med 5% i mig selv

Et navn, som de fleste regner med at se i feltet, er Phil Hellmuth, der gik på finalebordet for to år siden, da buy-in også var på en rund million dollars. Verdens måske største pokerstjerne er dog langt fra sikker på, at han vil punge ud for et sæde i den kæmpemæssige turnering. Det kommer til at afhænge af  de forudgående resultater ved årets World Series of Poker.

“Det er således for mig: Jeg vil spille ‘Big One for One Drop’, hvis jeg har været på tavlen inden turneringen. Jeg tror meget på, at jeg skal have været dybt i nogle af de tidligere turneringer. Sidste år, da vi var på vej mod $111.111 One Drop High Roller, havde jeg kun en enkelt 5. plads og ellers ingen dybe ‘runs’. Så jeg tænkte, at jeg ville droppe den turnering, men en af mine ‘backere’ sagde, at jeg var sindsyg, og han tiggede mig om at spille. Men jeg sagde nej, og det var kun fordi, at jeg ikke følte for det,” fortæller Phil Hellmuth i et nyt interview med pokernews.com.

Læs også: Negreanu vil udgive dagbog fra WSOP

Verdensstjernen har allerede vundet 13 titler ved World Series of Poker, og i interviewet proklamerer han igen, at han regner med at føje yderligere 11 WSOP-titler til samlingen i løbet af hans karriere. Denne sommer er det præcis 25 år siden, han gennembrød lydmuren og tog sejren ved WSOP Main Event i 1989. I årtierne efter er der løbet mange penge igennem fingerene på Phil Hellmuth, der med stor sandsynlighed ville kunne købe sig direte ind i ‘One Drop’, uden at han af den grund var i farezonen for at løbe tør for penge lige foreløbigt. Også Hellmuth har dog investorer bag sig, der spytter i kassen, når buy-ins når det højeste niveau.

“Det vil være en skam, hvis jeg føler for det, men ikke kan komme ind i turneringen. Så jeg vil sikre mig, at jeg taler med fire eller fem – eller 10 – af mine venner, som kan investere $200.000, $100.000, $300.000 eller hvad der nu skal til, før jeg føler, at jeg kan spille. For jeg mener, at det er en fantastisk turnering. Du har meget tid til at arbejde med dine chips frem mod finalebordet. Når finalebordet sendes direkte på ESPN, så forhøjer de blinds lidt hurtigt til sidst, men vi ved alle, hvad vi går ind til,” forklarer Phil Hellmuth, som helt sikkert vil være et farverigt indslag i årets største pokerturnering.

Du kan læse hele det lange interview med ‘The Poker Brat’ lige her: Hellmuth Plans on Winning 11 More WSOP Bracelets