I dag skal vinderen af DM i poker 2014 findes på Casino Copenhagen, og flere topproer er stadig med i kampen om trofæet og de 546.800.

Fredag eftermiddag lød startskudet til danmarksmesterskaberne i poker 2014 på Casino Copenhagen. 112 håbefulde spillere havde valgt at købe sig ind for 16.500 kroner, men når finaledagen skydes i gang søndag klokken 15.00, er der kun 14 mand tilbage i kampen om trofæet og den mere end halve million kroner til vinderen.

Følg med i tekst og billeder på PNN.dk fra klokken 15

Blandt de tilbageværende spillere er en række af Danmarks dygtigste pokerspillere. Chipleaderen er den Aarhusianske cashgame-specialist Henrik Hecklen, der almindeligvis nyder stor succes ved onlinebordene. I alt har Hecklen skudt startstacken på 30.000 chips op i 701.000, og han har dermed det bedste udgangspunkt før afgørelsen på turneringen.

Bag ham ligger stærke navne som Danske Spil-proen Alexander “AlexKP” Petersen, der til dagligt spiller de nogen af de dyreste Omaha-cashgames på nettet, medens den rutinerede Frederik Brink Jensen indtager en tredjeplads på leaderboardet før sidstedagen. Frederik Brink Jensen vandt for mindre end tre måneder siden en anden stor pokerturnering på Casino Copenhagen, da han heads up slog ungarske Emil Hegedus ved Unibet Open i København. Dengang sikrede Frederik Brink Jensen sig 625.000 kroner, medens der i dag “blot” er 546.800 kroner til vinderen.

Læs også: Frederik Brink vandt Unibet Open i København og 625.000 kr.

De første kort er i luften klokken 15.00, og slaget kan følges direkte på PNN.dk, hvor der liveblogges fra begivenheden. Vinderen forventes at være fundet engang efter midnat.

SONY DSC

Både Alexander Petersen (tv.) og Frederik Brink Jensen er stadig med i opløbet om at blive danmarksmester i poker 2014.
Foto: Simon Hoffmann Petersen