Det er sport og teater på grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det er helte mod skurke og drengedrømme, når de karikerede, nærmest tegnefilmsagtige figurer, kaster rundt med hinanden i ringen. Det er dansk wrestling og på vej frem.
Tank har fat i halsen på Emeritus, mens han råber ud til publikum: »Skal han op at flyve?!«.
Pumpehuset i København koger, og publikum svarer igen i et brøl af eufori – ’Ja, han skal’. Tank gør klar til sit signaturtræk – sit ’finishing move’. Den sortklædte Emeritus ser forpustet til, mens Tank løfter ham op i én arm i et ’chokeslam’. Han hæver ham op i luften og smadrer ham ned gennem et plankebord midt i ringen. Slam, siger det, og Emeritus knækker bordet i to, før han rammer gulvet. Publikum går amok. Kampen ender som en ’no contest’ – ingen vinder eller taber, men der er en klar publikumsfavorit: ’Tank, Tank, Tank,’ råber de i kor, mens Christian Vester kan hæve armene over hovedet og triumferende gå ud af ringen. Præcis som planlagt.
For i wrestling er alting afgjort på forhånd. Det er en blanding af sport og sæbeopera, for det handler om helte og skurke – de gode mod de onde.
Sådan beskriver den mangeårige wrestlingfan og journalist Mads Hendrich det fænomen, som han knuselsker og bedst kan betegnes som sportsunderholdning.
»Wrestling er på mange punkter ret banalt. Og meget amerikansk. Det er underholdning i den forstand, at det er en illusion, som man godt ved er en illusion – alle ved, at alle lyver,« siger Mads Hendrich og fortsætter: »Alligevel er det vildt imponerende, for wrestlerne er nogle toptrænede og vilde atleter, som performer på et tårnhøjt niveau. Deres arbejde i ringen kræver mange års benhård træning og timing for at manøvrerne ikke skal gå galt og gøre ondt for alvor.«
En niche i Danmark
Dansk wrestling vil for de fleste, som er vokset op i 90’erne, være ensbetydende med stærkmand Asbjørn Riis. Jeg husker ham i hvert fald for sine mottoer, såsom ’hold dig i form, spis sundt og tro på dig selv’, ’fy for pyffer’ og ’u-behageligt’, når han tonede frem på TV3 i programmet ’Bjørns Wrestling’. Det var sådan, at superstjernen ’Hulk Hogan’ blev oversat til dansk, og wrestling begyndte at have en hjemlig vinkel. Mens det i USA kun er blevet større og større, kan wrestling i Danmark dog karakteriseres som et nichefænomen.
Men det er måske ved at ændre sig.
Sidste år var det amerikanske WWE (World Wrestling Entertainment) i Danmark for første gang, og på en kold lørdag aften i februar danner spillestedet Pumpehuset i København ramme for et udsolgt ’BODYSLAM! Pro-Wrestling’-event. Over 400 mennesker er stimlet sammen med ét formål: at se 21 danske og udenlandske wrestlere give hinanden stryg i seks forskellige kampe.
I Pumpehusets sorte sal er kun ringen i midten af rummet lyst op af spotlight.
Ceremonimester Madsen griber mikrofonen og annoncerer næste kamp – en ’tag team’-match, hvor wrestlerne er i hold på to, men kun én er i ringen ad gangen. Det giver et hårdt smæld, hver gang en af wrestlerne bliver kastet i gulvet, og hver gang lyder der et ’uh’, ’av’ eller ’YEEEAH’ fra publikum.
Børn, unge og ældre. Mænd og kvinder, men mest mænd, står og hepper på og buhe’er ad de fire kæmpere i ringen. Sveden glinser i projektørlamperne, temperaturen stiger, og publikum går amok, som var det en landskamp i Parken. Men alle ved, at vinderen er fundet på forhånd.
Wrestling er en fortælling
Et BODYSLAM!-show er bygget op som et skuespil, forklarer 31-årige Kristian Nielsen. Sammen med sin bror Søren, 29, lancerede de BODYSLAM! i 2015 for at dele deres begejstring over, hvilket spektakel et live wrestlingshow kan være i form af stunts, lys, lyd og drama. Det er Søren og Kristian Nielsen, som skriver fortællingen og bestemmer, hvem der vinder og taber i ringen. Historierne er simple, og karakterne er karikerede, udklædte og letgenkendelige for at skabe en verden, man nemt kan leve sig ind i for et par timer.
»Det må være befriende for os ellers så ordentlige danskere, når vi oplever, at det i to timer er okay at råbe og buhe ad folk. At man ikke behøver at opføre sig pænt, tale pænt og være pæn. For når wrestlerne går i ringen, kan vi gennem et teater få afløb for nogle ægte impulser,« siger Kristian Nielsen og fortsætter:
»Wrestling balancerer mellem det ægte og uægte. Det er selvfølgelig storladent og pompøst, og det handler om, at få alt til at fremstå større, end det er. Men det skal være godt pakket ind – wrestlere i T-shirts og joggingsko vinder ingen nye fans.«
For at en fortælling kan lykkes, skal karaktererne have et signaturtræk og en udklædning, som eksempelvis Emeritus. Med hvid og sort ansigtsmaling, blege kontaktlinser og dødningehoveder på undertrøjen er han nem at afkode som den onde i ringen, forklarer manden bag masken, der gerne vil bevare mystikken og derfor forbliver Emeritus.
»Man påtager sig en anden personlighed, når man er i ringen. Emeritus er en helt andet end mig som person. Han er den her sataniske og okkulte figur,« siger Emeritus.
I BODYSLAM! trækker brødrene Nielsen på deres kompetencer. Til daglig er Kristian Nielsen grafisk designer, mens Søren er freelancejournalist og arbejder med PR. Deres håndværk bruger de aktivt for at skabe et show, der ‘ser ud af noget’, og en produktion, som rent økonomisk går i nul. Alligevel oplever de to brødre en stigende interesse for deres show, med flere og flere solgte billetter, selvom det er ikke noget, man kan leve af i Danmark.
»Det er passionen og de oplevelser og fællesskab, wrestling kan give, der driver værket,« siger Kristian Nielsen.
Tilbage i Pumpehuset kigger jeg nysgerrigt rundt på publikum. Blandt dem står 44-årige Thomas Hauser sammen med sin søn Jonas på 12. Det er mest for Jonas’ skyld, at de er her, indrømmer Thomas Hauser, mens de står lidt på afstand af ringen og ser showet. Jonas er til gengæld helt oppe at køre og har set masser af wrestlingvideoer på YouTube, fordi det »ser totalt sejt ud, når de kaster med hinanden.«
‘Wrestling er pisse fedt’
Veteranen blandt BODYSLAM!’s wrestlere er 40-årige Christian Vester. Den tidligere danmarksmester i jiu-jitsu er næsten to meter høj og 102 kilo tung. Han fortæller, hvordan han var ti år gammel i 1987, da forældrene fik kabel-tv, som viste amerikansk wrestling. At se superstjerner som Hulk Hogan og André The Giant på tv fik Christian Vester til at kaste sig ud i wrestling. Og i 1994 var han med i sit første show med Asbjørn Riis som karakteren ’The Headbanger’. Sammen med Asbjørn Riis rejste han rundt i Danmark og lavede wrestlingshow i en årrække, senere i et andet forbund, men i takt med at interessen for reel kampsport som MMA og brasiliansk jiu-jitsu steg, faldt interessen for wrestling.
Det var først tilbage i 2015, at Christian Vester begyndte at wrestle igen, denne gang som karakteren Tank.
»Tank er en ’hard man’, der går lige til stålet og kæmper fair, men hårdt. Det er sådan en karakter, som børnene også kan forholde sig til,« siger Christian Vester og fortsætter:
»Jeg synes, det kunne være sjovt, at min dreng kunne se sin far i en wrestlingkamp.«
Når han ikke er wrestler, arbejder han som pædagog i en specialklasse på 8. årgang og er far til sin søn på 12 år på halvtid. Jeg tænker tilbage på min egen barndom og forestiller mig, at hvis min far havde været wrestler i stedet for landmand, så havde jeg nok blæret mig ret meget. Så jeg spørger Christian Vester, om han ikke er en supermand i sin søns øjne?
»Han synes, wrestling er pisse fedt, og han har en alder nu, hvor jeg tror, han synes, det er pisse sejt, at jeg er wrestler, og vi ser det også ofte sammen, men i skolen behøver de andre ikke at vide det,« fortæller han.
Blodsprængt tømmerlus
Backstage på Pumpehuset står Emeritus og er ved at få pusten efter kampen mod Tank. Her lugter af sved, selvfølgelig, men også af kaffe og kanelgifler. Spandex og langskaftede støvler flyder overalt på gulvet. Og mænd, der lige om lidt skal tæske løs på hinanden vimser rundt og taler med hinanden, om tidligere kampe og fede kast og manøvrer, de har set – som om det hele er en meget virkelig forlængelse af drengedrømme på teenageværelser.
»Det gik jo skide godt,« siger Emeritus. Over hans venstre øje banker en blodsprængt tømmerlus på størrelse med spidsen af en pegefinger. Da bordet knækkede under ham, ramte den ene halvdel ham i øjenbrynet, og havde det ramt blot en centimeter længere nede, kunne det have kostet ham meget mere end en blodansamling. Det er dog langtfra hans første skade, men når jeg spørger ind til det, tager han det med ophøjet ro:
»Jeg har været rimelig heldig,« siger han, før han ruller sin patientjournal ud: »Jeg har brækket næsen et par gange, forstuvet nogle fingre, rullet en ankel, bøjet et par ribben og landet en hjernerystelse, men derudover har det ikke været så slemt.«
Som ny i wrestlingverdenen forestiller jeg mig, at man godt kunne gå hen at blive træt af, at skulle være den, der får bank og taber hele tiden. Men ifølge Emeritus ser wrestlere det som et kodeks – man gør så at sige den anden en tjeneste ved at tabe.
»Hvis du brokker dig over at tabe, så er der aldrig nogensinde nogen, som gider tabe til dig. Hvem der vinder og taber, er ikke så vigtigt for wrestlerne, det handler om publikum – fik vi publikum til at reagere, som vi gerne vil have det, buhede de ad den rigtige, og heppede de på den rigtige. Vi vil gerne ha’, at publikum går helt amok, når den gode vinder,« siger han.
Rapper og wrestler
Aftenens hovedattraktion skal til at begynde. Rapperen og wrestleren Michael Fynne skal forsvare BODYSLAM!-mesterskabet mod de to udfordrere, Flash Morgan Webster og Chris Brookes, der begge er fra England. Ceremonimester Madsen griber igen mikrofonen og introducerer deltagerne, før tung hiphop blæser ud af højtalerne. Michael Fynne gør entre til sit eget hiphop-nummer – ’Flippin’ Burgerz’, for i virkeligheden er han også professionel rapper. Hans wrestlerkarakter er bare blevet skruet op på 11 i attitude.
Den 23-årige aarhusianer, der til daglig arbejder i Føtex, er knap to meter høj, iført guldkæder, lang pels og tre par solbriller i panden, mens han arrogant gør sin entré. Og så er han ekstremt pumpet. Fem gange om ugen træner han i fitness, og man får indtrykket af, at han spiser proteinpulver til morgenmad, for som han siger: »Man skal se ud af noget og være i god form for at gå i ringen.« Her bliver han mødt af de to briter, og kampen begynder. Selvom det er alle mod alle, slår de to briter sig sammen for at ydmyge Michael Fynne. Mens den ene brite holder rapperen nede, kravler den anden op i ringhjørnet og springer iført styrthjelm lige ned i skridtet på Michael Fynne. Herefter forsvinder alle tre ud af ringen, og en stor del af kampen foregår på gulvet.
Blandt publikum står 32-årige Peter Finne Kristensen. Han står bag podcasten ’Fordi Vi Elsker Wrestling’ og er svært begejstret for aftenens arrangement.
»Det her er jo rock’n’roll på den bedste måde, der er wrestling, øl og musik – det er en fest,« siger han, før han fortsætter mere sagkyndigt: »Niveauet er utrolig højt, dansk wrestling er i rivende udvikling. Wrestlerne formår virkelig at få publikum med. De mange trick, der bliver udført, er på højde med dem i WWE. Det er totalteater, når det er bedst.«
Til sidst er det Michael Fynne, der kan hæve det enorme BODYSLAM!-sejrsbælte over hovedet. Showet er slut, men i baren fortsætter kampene, nu mellem publikum. To mænd gejler hinanden op, og folk når lige at trække ud til siden, før den ene løfter den anden op til et bodyslam, og sender ham – blidt – ned i gulvet. Drengedrømmen lever i bedste velgående.
Reglerne
- En wrestlingkamp kan vindes på en af to måder. Den ene kaldes ’pinfall’, hvor man lægger modstanderen ned, og dommeren tæller til tre ved at banke tre gange i gulvet. Den anden kaldes ’submission’, hvor man får modstanderen til at give op ved at holde denne i et smertefuldt submission-greb som eksempelvis en ben- eller armlås, indtil modstanderen ikke kan klare mere og banker i gulvet.
- Alle kampe har en dommer, der styrer kampen og afgør dens udfald i overensstemmelse med, hvad der er planlagt.
- Det er meningen, at kampene skal foregå i ringen, men somme tider ender kampen ude blandt publikum.
