Carsten Bjørnlund kalder sig selv en ’optimistisk melankoliker’, der har let til vrede. Vreden har boet i ham siden barndommen og kan stadig vækkes, hvis han bliver bange eller presset. Lige nu er han aktuel i den nye danske sci-fi-film ‘Qeda’, der også har mørke undertoner
Han har ladet skægget stå og håret gro. Han ligner lidt en rockstjerne, som han sidder dér med sin sorte kaffe, iført nittebesat læderjakke, hvid T-shirt og med en sølvkæde slynget om halsen.
Under bordet gemmer sig et par stramme jeans og et par robuste Dr. Martens-støvler. Carsten Bjørnlund sidder uroligt på stolen, men blikket er roligt og øjnene mere blå end på film.
I virkeligheden vil han gerne være rockstjerne, men i sin nye film – den premiereaktuelle film ‘Qeda’ – er han kortskægget, velsoigneret og klædt i mørke farver. Han hedder Fang Rung og bor med sin kone og sit barn i byen Copenhagen City i år 2095. Ifølge filmen er fremtiden i krise. Naturens ressourcer er sluppet op, og især manglen på ferskvand har forvandlet verden til et mørkt og dystert sted. Rollen tiltalte ham, straks han hørte om den.
»Filmen handler om miljø og om den måde, vi omgås ressourcerne på. Jeg er én af dem, der mener, at vi bør sadle om ret hurtigt, hvis vi vil forlænge vores tid her på jorden,« siger Carsten Bjørnlund.
Skuespilleren, som de fleste bedst kender fra roller i tv-serierne ’Rita’ og ’Arvingerne’, mener, at filmen er vigtig.
»Vi skal passe på, for ellers kan vi ende i en naturkatastrofe. Tager man logikbrillen på, bør det stå klart for enhver, at vi ikke kan blive ved med at udnytte vores klode. Selv har jeg skåret alvorligt ned på alle ’animalske produkter’ og spiser nærmest ikke kød længere. Men jeg har ikke taget den fulde konsekvens, for jeg er jo ikke flyttet ud i en skov og lever af rødder – det vil jeg simpelthen ikke byde mine børn – men jeg er bekymret for kloden.«
Optimistisk melankoliker
Der er en alvor i ham. Han smager på ordene, inden de forlader hans læber. Som om han grubler. Som om han gerne vil lægge tryk på sine meninger. Der er langt til de komiske og tragikomiske roller, man kender ham fra i film som ’En enkelt til Korsør’ og ’All Inclusive’.
Som menneske minder Bjørnlund langt mere om Frederik fra ’Arvingerne’. I DR-serien løber temperamentet ofte af med det svigtede barn Frederik, der var blevet en voksen mand, men som aldrig havde fundet ro i forholdet til sin mor.
Rollen har klare paralleller til Bjørnlunds eget liv.
»Det er ikke fordi, jeg opsøger de lidt mørke roller, men jeg trives godt i dem. Jeg trives på den mørke side af livet. Jeg er en alvorlig type, det man i gamle dage kaldte en ’melankoliker’. Jeg har let til grin, men de briller jeg har på i livet, er nok bare lidt melankolske.«
Den begsorte alvorlighed har siddet i ham siden barndommen, men det betyder ikke, at alt er dystert indeni. Carsten Bjørnlund læner sig frem, som om han gerne vil slå en pointe fast:
»På samme tid er jeg også optimistisk, jeg ser helt klart muligheder i mange ting, jeg vil måske kalde mig selv en ’optimistisk melankoliker’.«
Han grubler et øjeblik over sin selvopfundne term. Så siger han:
»Jeg tror, man meget tidligt i livet får af vide, at det hele skal være et glansbillede, men det er det ikke. Livet er på ingen måde et glansbillede, det er superhårdt, trivielt og slidsomt. En gang imellem ryger man ind i nogle bobler af noget, hvor det glitrer og er rart og nemt. Men jeg synes, at langt den overvejende del af livet handler om at tage nogle problemer og løse dem.«
Citatet lægger sig i den dystre afdeling for livsfilosofi, men det er der en helt særlig grund til, forklarer skuespilleren:
»Når man er vokset op, som jeg er, får man nogle skrammer. Jeg kan ikke sætte et smil på og lade som om, alt bare er super, så jeg har givet mig selv lov til at være den, jeg er. Og at det så er en smule melankolsk, har jeg det egentlig fint med.«
En barndom, der satte spor
Carsten Bjørnlund voksede op nord for København, i byerne Lundtofte og senere Helsingør, hvor han boede med sine brødre og sin mor efter forældrenes skilsmisse. Skilsmissen satte sine spor i Carsten Bjørnlund, der oplevede at flytte både skole og bolig flere gange. Samtidig følte han, at han aldrig vidste, hvor han havde sin mor.
»Min barndom har ikke været noget helt særligt, men når man som lille barn har oplevet svigt, kommer der en fornemmelse af, at verden er et sted, man skal beskytte sig imod. Det har selvfølgelig ikke været noget, jeg har været bevidst om, før jeg blev voksen,« siger han og sænker blikket mod den glatte bordplade foran sig.
»Bølgerne er gået højt i min familie, for begge mine forældre har altid haft store temperamenter. Og som barn forstår man ikke, at det ikke har noget med én selv at gøre, derfor opstår der simpelthen en grundusikkerhed i én. Man er summen af sine oplevelser, og som barn forsøgte jeg at dække over det med humor. Jeg blev lidt klassens klovn, men når humoren slap op, lå sorgen og vreden lige nedenunder og kom ud i eksplosioner.«
Det er tydeligt, at temperamentet bobler i Bjørnlund, når tankerne runder barndommen. Han trækker vejret dybt ind og retter på sølvkæden, før han siger:
»På den måde blev jeg et ’sjovt’ mobbeoffer, for det var skægt, hvis man kunne få mig til at eksplodere. Men jo ældre jeg blev, jo mere fandt jeg ud af, at jeg kunne lade være med at forstille mig, og så blev presset på det indre lidt lettere, fordi jeg bare kunne tillade mig at være den, jeg var.«
Ufikset forhold
Processen med at acceptere sig selv begyndte i hans teenageår og fortsatte, da han blev voksen. Accepten har været længe undervejs og er stadig en proces, han bakser med.
»Der var en grad af en forstillelse i forholdet til min mor. Mit forhold til hende var på en underlig måde kunstigt positivt. Da jeg var i begyndelsen af 20erne, begyndte jeg på en form for opgør eller oprør mod min egen mor.«
Carsten Bjørnlund trommer med korte slag fingeren mod bordet:
»Som jeg ser det, var min mor vanvittig egoistisk, og hendes følelsesliv var det regime, som dikterede, hvordan dagen blev. Mit opgør med hende handlede om at få mig selv hevet ud af den symbiose, det var at være underlagt hendes følelsesregime, og i stedet begynde at se verden med mine egne øjne. Adskillelse og separation er smertefuldt for begge parter. Selvom man nok godt kan erkende, at det er det rigtige, kan det stadig være smertefuldt.«
Netop derfor kan Carsten Bjørnlund stadig blive overrumplet af sine følelser fra skolegården og livet i skilsmissehjemmet.
»Min mor kunne ikke rumme livet dengang, og derfor kunne hun heller ikke altid rumme sine børn. Der var decideret dage, hvor man kunne føle sig udstødt. Når man som barn står dér, og ens mor har stødt én fra sig, så bliver man bange. For ens mor er på mange måder ens livsnerve. Det er jo dér, man får mad og kærlighed og alt muligt andet fra. Følelsen af at føle sig udstødt fra flokken ligger dybt forankret i mit dna. Hvis jeg er i en stressfyldt periode, kan jeg glemme at trække vejret og få renset de vibrationer ud, og så kan jeg stadig koge over.«
Carsten Bjørnlund har rettet sig op og ser stift ud i luften.
»Min mor var ikke interesseret i at gå ind i efterarbejdet og få repareret på forholdet. Nu er hun dement, så nu er der ikke noget, der kan gøres. Jeg bliver stadig vred over det sommetider, men det forekommer mindre og mindre. Jeg tror dybest set, at det er en angst, som ligger nedenunder. En angst for ikke at blive accepteret af flokken og for ikke at være god nok til at være i livet. Det er dét, der gør, at vreden indimellem eksploderer. Det kan være svært at forstå, når man kigger på én, der bliver vred, men der ligger som oftest noget helt andet end vrede lige umiddelbart bag.«
Han kan stadig omdanne sig til en menneskelig trykkoger, men i dag skyldes det helt andre ting. Som regel er det, hvis han bliver i tvivl om, at han er god nok til sit arbejde.
»Men det kan også være på grund af en ydre omstændighed, eller hvis jeg har sagt ja til for meget og burde have sagt fra – eller hvis jeg rent privat føler mig udstødt af min flok. Hvis der er overtryk, er det (vreden, red.) stadig min måde at lufte ud på. Til gengæld er det ret kortvarigt, og jeg er god til at sige undskyld bagefter, for jeg er mig mit eget ansvar bevidst,« siger han og smiler ad sig selv.
Under optagelserne til filmen ’Qeda’ oplevede Bjørnlund at få sat sin hidsighed på prøve.
»Jeg lå i 12 grader varmt vand i juni måned, og det var virkelig koldt. Selvom jeg bare lå der i nogle minutter, blev jeg rasende. Jeg skulle bare af med det.«
Enhedens svingninger
På den sorte læderjakke er der et lille, rundt, sort badge, hvor der med hvide bogstaver står ’Rovdrift’. Det er navnet på Carsten Bjørnlunds band, der har haft en høj prioritet i hans liv de sidste syv år.
»Mandag aften er så vidt muligt helliget ‘Rovdrift’. Det er en fast inkorporeret del af mit familieliv. Mandag går far til musik, og sådan er det bare,« siger Bjørnlund med sin tørre latter.
Bandets lyd står på skuldrene af Sebastian, Povl Dissing og andre gamle danske trubadurer, men lyden er også spædet op med noget spillemandsmusik og med lidt lån fra den elektrificerede del af musikken.
»Der er noget rørende ved, at vi står fire voksne mænd i fyrrerne og spiller. Vi har de her meget sarte og fine svingninger, som vi forhåbentlig kan få til at gå op i en højere enhed, og som forhåbentlig også kan blive til noget smukt. For os er det et frirum. En klub, hvor vi kan få lov bare at sidde med fødderne oppe og snakke om ting derhjemme eller på arbejde. Vi får virkelig vendt nogle ting, og ellers handler det meget om at spille musik og få øvet.«
På spørgsmålet om, hvor man kan opleve Rovdrift spille, konstaterer Bjørnlund med bid i stemmen:
»Vi optræder – men ikke nær så meget, som vi har lyst til. Det er svært at få sparket dørene ind de forskellige steder. Vi vil ikke gøre sindssygt meget ud af, at jeg er ’ham skuespilleren’, for vi vil gerne have, at det er musikken, der kommunikerer med folk, så vi tager den besværlige vej. Det er ikke interessant at spille for nogle, der er kommet for at se en skuespiller synge med sit band. De skal komme for musikken.«
Bare et instrument
Han kører en finger over kanten på koppen med den sorte kaffe og forklarer, at han generelt ser på sig selv, som et formidlende instrument.
»Jeg er aldrig interessant. Hverken i musikken eller som skuespiller. Jeg vil gerne holde min person ude af det og lade en rolle tale for sig selv, for jeg synes ikke, min person er så interessant. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne blive hjemme, når jeg skal på arbejde, for jeg er bare et menneske, der formidler noget, som så forhåbentlig kan være interessant i samspil med andre, og som kan give noget større videre til nogle andre. Men min person er ikke interessant, jeg er bare et instrument.«
Men instrumentet har sin egen toneart, og Bjørnlunds opvækst og erfaringer spiller en afgørende rolle for hans lyd.
»De erfaringer, jeg har, bruger jeg både som sanger og som skuespiller. Jeg er det filter, som teksten bliver siet igennem. Men jeg står aldrig med mine private følelser, når jeg udfører mit skuespil. Det, man ser, er ikke mine følelser, det er noget, jeg formidler igennem en tekst. Jeg synes helt ærligt, at jeg er uinteressant i den sammenhæng, og jeg tror på, at jo mere jeg kan lægge mig selv væk, des lettere er det at modtage for seeren.«
Apropos seere håber Carsten Bjørnlund, at folk vil traske i biffen og se hans nye film. For den vil nemlig gerne sige noget. Men selvom fremtiden i filmen er dyster, har skuespilleren selv lyse idéer om, hvad han gerne vil i sin nærmeste fremtid. For alting behøver ikke at være mørkt og alvorligt.
»Jeg har en drøm om, at jeg på et tidspunkt skal sejle et skib rundt på store dele af kloden.«
Drømmen deler han med sin ven Rasmus.
»Han har sejlet i sin ungdom, og jeg har sejlet, da jeg var barn, men jeg har ingen erfaring med at føre et skib, så det er først noget, jeg skal lære. Det er ikke en drøm, vi fører ud i livet nu, men drømme har ikke noget udløb. Jeg tror på, at alle de gode ting, som skal komme, kommer til mig. Derfor har jeg heller ikke en masse stress med at nå nogle bestemte mål på et bestemt tidspunkt. For de gode ting skal nok komme – også til mig.«
