Hvad skal der stå på dit gravsted?

Det lettere morbide spørgsmål stillede jeg engang til én af mine klienter. Mona led af helbredsangst, eller hypokondri, og brugte det meste af sin vågne tid på at bekymre sig om sit helbred.

Hun var i tvivl om, hvad svaret på spørgsmålet var, men med de mange timers helbredstjek og fokus på sygdom kom hun frem til, at hun ville ende med overskriften:

’Her hviler Mona. Jeg SAGDE jo, at jeg VAR syg’.

Men i virkeligheden ville hun hellere hvile under en sten med teksten: ’Her ligger Mona, Hun levede livet fuldt ud.

Mona stod med et dilemma, som mange danskere kan nikke genkendende til. En del af hende ville helst tjekke sit helbred konstant, så hun kunne opfange farlige symptomer på f.eks. kræft i tide. Hendes mål var at få flere år at leve i. Men al den helbredsbekymring stjal hendes livskvalitet.

Kontrolleret bekymring

Fortsatte hun med sine fem til 10 timers daglige helbredsbekymring og besøg hos Dr. Google, ville hun aldrig leve livet fuldt ud – uanset hvor mange ekstra år hun så måtte få at leve i.

Mona endte med en løsning, der hed ’kontrolleret helbredsbekymring’. Det betød, at hun besluttede at hun maksimalt måtte bruge en time dagligt på at tjekke sin krop og google symptomerne. Resten af tiden levede hun livet, lod sygdomstankerne være og fokuserede på samvær med sin familie og sine venner. På den måde kunne hun få det bedste af begge verdener og sikre sig en besked på sit gravsted, som hun kunne være stolt af.

Foto: Scanpix/Iris
Vis mere