Selv velbegrundet angst kan du lære at kontrollere. Kunsten er ikke at give bekymringerne næring

Det kan være en kunst at vide noget ubehageligt... uden at gå ned på det.

»Jeg har lige overvundet kræft... for tredje gang,« sagde min klient Jonas.

»Hvordan ved jeg, at det ikke kommer igen?«.

Sikke en hård omgang. Alle ville være angst for tilbagefald i dén situation. Men ingen hverken læger eller psykologer kan garantere min klient, at kræften ikke vender retur.

Hjælpen

Jonas ved godt, at jeg selvfølgelig ikke kan fjerne risikoen for tilbagefald. Alligevel har han brug for min hjælp.

»Problemet er, at jeg bekymrer mig dag og nat om, at kræften kommer igen,« sagde han. Faktisk bekymrede han sig så meget, at han – udover risikoen for tilbagefald – også havde fået angst efter sit årelange kræftforløb.

Her var jeg på hjemmebane. For er der noget, jeg har specialiseret mig i, er det netop at bekæmpe bekymringer og angst – uanset hvor realistisk og velbegrundet angsten end måtte være.

Ved hjælp af metakognitiv terapi har Jonas lært at kontrollere sine bekymringer. Han har stadig masser af katastrofetanker i hovedet, men med de rette opmærksomhedsstrategier kan han øve sig på at lade tankerne være i fred og øge sin livskvalitet markant på trods af den overhængende risiko.

Når bekymringerne ikke får næring, forsvinder angsten, og min klient kan igen leve livet.