Er du eller kender du én, som er meget hæmmet og genert? Måske undgår du sociale sammenhænge, fester eller har svært ved at skabe venskaber eller opsøge en kæreste?

Generthed behøver ikke at være et problem, medmindre du føler dig hæmmet af det.

Jeg møder mange klienter, som føler, at deres generthed har taget overhånd og begynder at tage karakter af decideret social angst. Det er invaliderende for dem, og for mange ender tilstanden i ensomhed, isolation og depression.

Men der er heldigvis råd at hente. Som genert er du ikke bare et offer for arv og miljø, du kan selv modvirke genertheden, hvis du ønsker det.

I begyndelsen af vores samtaler identificerede vi nogle af de strategier, som Martin brugte før, under og efter møderne med andre.

Han bekymrede sig – meget, inden han skulle snakke med andre. I sit hoved gennemgik han forskellige dialoger. Han forestillede sig, hvad han skulle sige, svare og fortælle om for at holde samtalen i gang, så der ikke ville opstå pinlig tavshed.

Problemet med denne overtænkningsstrategi var, at Martin aldrig vidste, om han forberedte sig på den ’rigtige dialog’. Da samtalen endnu aldrig havde fundet sted, kunne han af gode grunde aldrig vide præcis, hvad den anden part ville sige.

Hans strategi skabte en masse unødig stress og nervøsitet inden han skulle mødes i sociale sammenhænge. Når Martin endelig vovede sig ud i en samtale, blev han overdrevent bevidst om, hvad han sagde og hvordan han fremstod.

Selvfokuseringen gjorde ham fraværende og holdt liv i hans anspændthed og generthed. Efter Martin f.eks. havde være til en fest kunne han finde på at bruge hele næste dag på at gennemgå alle de dumheder, han havde begået og alt det kiksede, han havde sagt. Grublerierne gjorde ham nedtrykt og sled på det i forvejen lave selvværd.

Under terapien gennemgik Martin tre trin, som hjalp ham til at blive mindre genert. Han lærte at bekymre sig mindre, før han skulle være social, at styrke sit ydre fokus, når han var i samtale med andre, og at gruble mindre efterfølgende.

Øvelserne gjorde, at Martin følte sig mindre genert, mindre nedtrykt og fik en større følelse af selvværd.

Guide: Kom genertheden til livs

Martin lærte at bekymre sig mindre før, have større fokus under og droppe grublerierne efter en samtale.

Skær ned på bekymringer

Hvis du er én af dem, der bekymrer sig meget eller gennemtænker fremtidige samtaler og dialoger inde i hovedet, så oplever du sandsynligvis mere nervøsitet op til en samtale. Da du ikke er spåkone m/k, kan du umuligt vide, om du forbereder dig på de rigtige dialoger eller spilder tiden med alt for meget unødvendig forberedelse, der med garanti fodrer din generthed. Drop bekymringer og engager dig i samtaler med andre med minimal mental forberedelse.

Fokusér på omgivelserne

Mange generte er meget selvcentrede i sociale situationer. ’Hvad hvis jeg siger noget dumt?’. ’Hvad hvis jeg virker akavet?’ Er nogle af de mange tanker som generte fanges i. Øv dig i at abstrahere fra den indre tankestrøm og hold fokus på den ydre verden. F.eks. ved at zoome ind på din samtalepartner.

Drop grublerier

Mange forsøger at analysere de sociale situationer bagefter. ’Hvad sagde jeg forkert?’. ’Hvad tænker de andre om mig?’. Efterrationalisering ender typisk i negative konklusioner om, at man har været kikset eller fremstået for mærkelig eller tilbageholdende. Men grublerierne har intet formål udover at stjæle dit selvværd. Så drop dem.