Når man inviterer en ny maskine ind i køkkenet, skal den gøre livet nemmere end manuel arbejdskraft eller den maskine, den erstatter. Danske Onyx Cookware har lanceret en paninigrill, der lover at gøre det. Min aften med den blev mere frustrerende end nemmere. Den kan dog have sin berettigelse, hvis du går meget op i madlavning.
Jeg har i over 10 år brugt OBHs Optigrill med største fornøjelse. Den har fast plads på køkkenbordet. Det geniale ved den er den indbyggede temperatursensor, der registrerer hvornår maden er færdig: tryk på et par knapper, vent på at pladerne er opvarmede, læg maden på og læn dig tilbage. Smart, nemt, hurtigt.
Bagud i forhold til Optigrill
Helt så nemt går det ikke med paninigrillen fra Onyx. Der er meget mellemrum grillpladerne, så de er nemme at rengøre. Højden justeres uden problemer, men jeg føler mig ikke sikker på, at afstandsstykket i plastik holder til mange års brug.

At starte grillen viser sig at være en større opgave. Det skyldes primært, at den øverste og nederste plade kan indstilles individuelt. I princippet er det smart, men når man som mig har en lavpraktisk tilgang til madlavning er det svært at forestille sig en situation, hvor den funktion er nødvendig.
Og det er min største anke mod Onyx Paninigrillen: den kan så meget, at den ikke gør noget af det virkelig godt – i hvert fald hvis man som jeg synes, at madlavning skal være nemt og hurtigt.
Stegetermometeret er et andet godt eksempel på det. At det overhovedet er der er en lille skuffelse, når man er vant til en indbygget temperatursensor. At det opbevares i sin egen lille »skuffe« i siden af maskinen er et plus. Med tanke på alle de fede termometre Onyx forhandler, er det her ikke noget at råbe hurra for. Det løser sin opgave, men ikke mere end det. Også her bliver jeg i tvivl om det holder til flere års brug.

Grillpladerne er store, så der er plads til meget mad. Det er en fordel, at Onyx også har lavet helt flade plader og vaffelplader, der kan købes ved siden af. Det er bare ikke noget nyt.
Du kan risikere at købe et ubrugeligt produkt
Point til Onyx for at lave tre slags plader. Hvad de absolut ikke skal have point for er beslutningen om, at alle plader er tilkøb. Du kan med andre ord købe en maskine uden plader. Men en pladeløs paninigrill er som en elbil med; ikke bare et fladt batteri, men helt uden batteri. Med andre ord: helt ubrugelig.
For dig, der vil nørde
Paninigrillen fra Onyx er et godt valg, hvis du nyder at nørde med maden. Hvis du vil have fuld kontrol over alle detaljer. Hvis du derimod vil have en brugervenlig hjælper i køkkenet, der er nem at indstille, er det ikke det bedste valg. Du vil være bedre tjent med en Optifrill.
Og så har jeg endda ikke prøvet den nye topmodel Optigrill Start