De danske pensionsopsparer kan se tilbage på 2023 som et år, hvor de fik »fornuftige afkast.«

Sådan lyder det fra Nikolaj Holdt Mikkelsen, som er investeringsekspert og står bag et analysehus med samme navn. 

Der er dog relativt stor forskel selskaberne imellem. Nogle danskere har oplevet en stor fremgang i opsparingen, mens det er mere afdæmpet for andre. 

»En god afslutning på året sikrede fornuftige afkast til danskernes pensionsopsparing. I flere tilfælde er tabene fra 2022 genvundet og endda lidt til, mens andre stadig har et stykke vej igen,« siger han og tilføjer:

»Alt i alt et fornuftigt år som afspejler udviklingen på finansmarkederne, ikke mindst at aktierne er steget pænt og obligationerne akkurat også kom med sidst på året.«

Det er hos pensionskassen P+, med mere end 110.000 medlemmer, at man kan notere sig det højeste afkast, der lyder på 18 pct. 

Omvendt er det gået værst for Industriens Pension, hvor afkastet lyder på lige knap 6 pct.

Pensionsafkast i 2023 - markedsrente

  • P+ Bæredygtig +18 pct.
  • P+ Livscyklus +16,9 pct.
  • Pædagogernes +13,8 pct.
  • Nordea Pension +12,7 pct.
  • Velliv Index +12,5 pct.
  • AP Active +12,4 pct.
  • Nordea Pension FP Grøn Omstilling +12,3 pct.
  • PFA +12,1 pct.
  • Velliv Aftryk +12 pct.
  • Nordea Pension Mix +10,8 pct.
  • Danica Balance Mix +10 pct.
  • Sampension +9,8 pct.
  • AP Bæredygtig +9,7 pct.
  • Velliv Aktiv +9,4 pct.
  • Danica Ansvarligt Valg Mix +8,9 pct.
  • PFA Klima+ 8,9 pct.
  • PensionDanmark +8,5 pct.
  • Industriens Pension +5,8 pct.
  • Gennemsnit +11,3 pct.

Kilde: Analysehuset Nikolaj Holdt Mikkelsen. Afkastet er opgjort pr. 31.12.2023, livscyklus, middel risiko, mellemlang horisont.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor