Danskerne har penge på kontoen som aldrig før.

Således lød danskernes indlån i banken på 1.168,9 mia. kr. i maj., viser nye tal fra Nationalbanken. 

Det er det højeste nogensinde, og er 16,1 mia. kr. mere end i april, hvor den seneste rekord for bankindlån blev sat.

»Bankopsparingens himmelflugt synes uden ende, og man kan nærmest kun lette på klaphatten, når man ser, hvor meget danskerne samlet har sparet op. For det er et imponerende beløb, som i maj endnu en gang nåede nye højder,« lyder det i en kommentar fra Anne-Louise Lindkvist, der er kunderådgivningschef i Sampension.

Hun tilføjer, at den nye rekord blandt andet hænger sammen med, at beskæftigelsen herhjemme er oppe i gear:

 »At indlånet bliver ved med at sætte nye rekorder, hænger ikke mindst sammen med, at beskæftigelsen herhjemme fortsætter sit vilde ridt, ligesom at pilen i den grad også peger op for danskernes lønninger.«

Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, har også et bud på, hvad årsagen til de mange penge på danskernes konti lige nu er.

»Det skyldes i overvejende grad, at mange virksomheder har udbetalt udbytter i foråret, mens også overskydende skat for mere end 25 mia. kr. spæder godt til. De penge lander i første omgang som kolde kontanter på bankkontoen, og det er med til at trække bankindlånet op,« skriver han i en kommentar.

Det rekordhøje indlån i den forgangne måned betyder, at hver over 18 år i gennemsnit har 242.000 kr. stående i banken. Kan man ikke genkende billedet, skyldes det, at indlånet er ganske ulige fordelt, påpeger privatøkonomen.

»Men rekordmange er samtidig i arbejde og samlet set fortæller det, at danskerne er ganske robuste og solide,« tilføjer Brian Friis Helmer.