Der er absolut ingen reelle værdier bag Donald Trumps egen kryptovaluta med navnet $TRUMP.

Alligevel har den såkaldte meme coin siden lanceringen i fredags opnået en samlet værdi på knap 75 milliarder kroner, kort før Donald Trum mandag klokken 18.00 dansk tid tages i ed som USAs 47. præsident.

Det viser det seneste kursudvikling på kryptovalutaen på coinbase.com.

I skrivende stund koster én enkelt $Trump cirka 373 danske kroner, og da der er sendt 200.000.000 af Trumps meme coins i omløb, løber den samlede værdi af Donald Trumps egen kryptovaluta op i svimlende 75 milliarder kroner.

På sit højeste – søndag aften – var Trumps meme coin oppe i en kurs på 532,62 kroner.

Trumps egen valuta er udstedt af Trums personlige selskab, CIC Digital, og selskabet Fight Fight Fight. 

Trump og hans familie ejer ifølge Financial Times 80 procent af de 200.000.000 udstedte $Trump-coins.

I skrivende stund har Trump-familiens beholdning altså en markedsværdi på cirka 60 milliarder kroner.

Også USAs kommende førstedame har lanceret sin egen meme coin, $Melania.

Mandag klokken 17.00 kostede en $Melania cirka 60 kroner, og valutaen havde en samlet markedsværdi på cirka 11 milliarder kroner

De to præsidentielle meme coins er baseret på en såkaldt blockchain fra kryptovalutaen Solana.

Der findes utallige meme coins, og ifølge Nigel Green, administrerende direktør i Devere Group, er meme Coins et yderst spekulativt aktiv.

»Uden tvivl vil investorer også blive brændt denne gang,« siger han til Investing.com og fortsætter:

»Lad mig være helt tydelig: Det her er mere gambling end investering.«

Over de næste tre år vil der blive udstedt 800 millioner nye $Trump og stifterne, herunder altså Trumps eget firma, vil om tre måneder kunne sælge ud af deres beholdning.