Det er nemt og fleksibelt at have en kassekredit på sin lønkonto i banken. Men hører du til dem, der udnytter kreditten flittigt, skal du måske overveje, om du er kunde i den rigtige bank. Der er nemlig voldsom forskel på, hvad det koster at have en kassekredit i de danske banker. Det viser en pristest, som Forbrugerrådet Tænk har foretaget og i dag bringer i magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge.

Det er de små banker, der tilbyder de billigste kassekreditter, mens storbanker som Nordea ligger i den tunge og dyre ende i pristesten. Testvinder er Vestjysk Bank, som tilbyder en rente ned til 2,78 procent og relativt lave stiftelsesomkostninger. Udnyttes en kredit på 50.000 kroner fuldt ud i fem år i Vestjysk Bank, lander ÅOP - altså de samlede årlige omkostninger i procent - på beskedne 3,2 procent. Til sammenligning er Nordeas billigste rente på en kassekredit til gode Fordel+ kunder 10,7 procent, og Nordeas ÅOP lander ligeledes på 10,7 procent, da Nordea ikke lægger andre omkostninger på kassekreditten end renten.

»Vores test viser, at gennemsnitsprisen for en kassekredit er syv procent i ÅOP. Derfor bør en kassekredit ikke koste mere, hvis man også tager det generelle lave renteniveau i betragtning. Hvis banken tilbyder dig en kassekredit med en højere ÅOP end 7 procent, skal du forhandle med den. Du kan også overveje, om du vil overføre din lønkonto til en anden bank, så du får en bedre pris,« siger projektleder Lars Baadsgaard fra Forbrugerrådet Tænk.

Ikke alle kunder kan få en rente på bare 2,78 procent i Vestjysk Bank, da banken ligesom andre danske pengeinstitutter opererer med forskellige rentesatser, gebyrer mv. for forskellige kunder. Er du en god kunde med for eksempel boliglån, billån og pensionopsparing i banken, vil du typisk blive tilbudt de laveste rentesatser, mens du vil få tilbudt en noget højere rentesats, hvis du blot har en simpel grundkonto i banken.

Selv om ikke alle kunder vil kunne få den billige kassekredit i Vestjysk Bank, er det ifølge Forbrugerrådet Tænk værd at bemærke, at selv kunder, der kun har en simpel lønkonto i Vestjysk Bank, højst kan komme til at betale en ÅOP på 8,6 procent, mens selv de bedste kunder i Nordea altså bliver bonet 10,7 procent i ÅOP. Småkunderne I Nordea bliver tilbudt en rente på 17,8 procent.

Trods den iøjnefaldende prisforskel fastholder Nordea over for Forbrugerrådet Tænk, at deres kassekredit er et godt produkt.

»Vi mener, at vores kassekreditter har konkurrencedygtige priser. Vi etablerer kassekreditter gratis i Nordea, da en kredit er tiltænkt et lånebehov i en kortvarig periode. Har man kun behov for kreditten i for eksempel et år, vil stiftelsesgebyrer (som mange andre banker tager, red.) betyde en væsentlig højere ÅOP for kunden. Har man behov for pengene i for eksempel fem år eller mere, kan vi tilbyde et lån i stedet, som har en lavere rente,« siger Mads Skovlund, bankdirektør hos Nordea med ansvar for privatkunder.

Hvis du har trukket en kassekredit på 50.000 kroner helt i bund i Nordea og betaler den  højeste rentesats på 17,8 procent, koster det dig årligt 8.915 kroner i renter. Til sammeligning slipper du med 1.450 kroner i Fynske Bank, hvis du er en god kunde, som bliver tilbudt bankens og også testens laveste kassekreditrente på 2,29 procent. Fynske Bank tildeles stemplet 'Anbefaler' i Forbrugerådet Tænks test.