Skatteminister Thor Möger erkender, at elafgifterne er høje, men han mener, at de er et nødvendigt onde

Han stopper sin talestrøm og læner sig tilbage i læderstolen. Blikket er fast, armbevægelserne er mögersk beherskede. Så siger skatteministeren:

- Og ja, der er store afgifter på el. Det er noget, vi har besluttet med åbne øjne.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har netop redegjort for tankerne bag indretningen af elafgiftssystemet i Danmark. Han er klar over, at danske familier betaler omkring 70 pct. i afgift af den el, de benytter. Men det må danske husholdninger og virksomheder bare finde sig i, mener den 27-årige minister.

- Jeg kan godt forstå, at når man kigger på sin elregning, så ser det ud til, at der går rigtig mange penge til fælleskassen. Og det gør der også, og det er der to årsager til: Dels, at vi ved at betale relativ høje afgifter på vores el er med til at betale til skoler og sygehuse. Dels, at vi som samfund har en interesse i at spare på strømmen og sikre et finansieringsbidrag til at bygge nogle nye vindmøller.

Jane Pedersen fra Kirke Sonnerup, som BT har talt med, er en af de mange danskere, der altså må finde sig i de høje elafgifter. Den store post, som elregningen udgør på husholdningsbudgettet, er en bet, men Jane Pedersen er mindst lige så irriteret og forvirret over den lange række af forskellige og uforståelige afgifter på familiens elregning.

Grundig gennemgang

Derfor har Thor Möger Pedersen besluttet at kaste et klarere lys over elafgiftsområdet - og også over afgifter generelt.

- Jeg kan godt forstå, hvis hele elafgiftsområdet virker uigennemskueligt. Jeg kan i det hele taget godt forstå, hvis der er mange af de her afgifter, der kan være svære at forstå. Fra regeringens side har vi taget initiativ til at lave en grundig gennemgang af afgifterne for at se, om der er mulighed for at gøre det lidt mere simpelt og forenklet. Det tror jeg vil være fornuftigt.

Familien Pedersen har valgt at få deres el leveret fra Modstrøm. Som det gælder for alle andre varer i Danmark, betaler de naturligvis moms af denne el-leverance. Distributionen og afgifterne på el betaler de til gengæld til Dong. Og det er der også afgifter på.

Hvorfor skal man også betale moms af de afgifter, der er på el?

- Det er sådan, vi har indrettet systemet, og det er ikke noget, der er specifikt for den nuværende regering. Det er bare sådan, skattesystemet er indrettet, siger Thor Möger Pedersen.