Tech-gigant i historisk stort aktiesalg: Buffett-konglomerat køber stort op


Den amerikanske techgigant Alphabet vil sælge aktier for svimlende 80 mia. dollar.
Beløbet, der svarer til over 500 mia. kroner, markerer en af de største kapitalrejsninger i verdenshistorien, skriver Bloomberg.
For at sætte beløbet i perspektiv, svarer det til, at man kunne købe Mærsk to gange og stadig have penge tilovers.
Kapitalen skal betale for massive investeringer i selskabets AI samt tilhørende energiinfrastruktur.
Alphabet, der blandt andet ejer Google og YouTube, planlægger at hente de mange milliarder gennem forskellige former for aktiesalg.
Selskabet har blandt andet indgået en aftale med den legendariske investor Warren Buffetts investeringskonglomerat, Berkshire Hathaway, som køber nye Alphabet-aktier for 10 mia. dollar.
Dermed kommer Berkshire til at eje Alphabet-aktier for i alt 32 mia. dollar, hvilket svarer til omkring 10 pct. af konglomeratets samlede portefølje, skriver Financial Times.
Læs også: Strateg: Derfor faldt dansk gigant markant
Kapitalrejsningen vækker opsigt, da det er første gang, at en af de helt store hyperscalers går direkte til aktiemarkedet for at finansiere sine AI-investeringer.
Indtil nu har giganter som Meta, Microsoft, Amazon og Alphabet ellers finansieret datacentre og energiopkøb med cashflow og gæld, ifølge mediet.
Det er en massivt stigende kundeefterspørgsel efter AI, der driver Alphabets investeringslyst op i et nyt gear.
Selskabet forventer nu, at de samlede AI-investeringer vil nå 190 mia. dollar, og det beløb vil blive endnu højere i 2027, lød det i april fra selskabets finansdirektør, Anat Ashkenazi, skriver Bloomberg.
Nyheden sendte Alphabet-aktien ned med 2 pct. i det amerikanske eftermarked, men aktien er generelt steget med 19 pct. i 2026.
Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Aktie eksploderer op med 30 pct. efter kæmpe overraskelse
Læs også: Skrækscenarie i spil: 'Så står vi med en global krise'