Solen luner, forårsblomsterne springer ud, og danskerne valfarter ud for for købe sommerhuse - siger man.

For det er en sejlivet myte, at påsken er højtid for at shoppe sommerhus. Det viser en gennemgang af de seneste 13 års salg af sommerhuse, som Euroinvestor og B.T. har foretaget på baggrund af salgstal fra Boligsiden.dk.

Faktum er, at juni er den måned, hvor ejendomsmæglerne klæber flest ‘solgt’-klistermærker på til-salg-skiltene i sommerhusområderne.

Det er nemlig tilfældet i otte ud af de seneste 13 år. August følger efter med tre topplaceringer, mens maj og marts deler tredjepladsen med hver en topplacering.

I ingen af de seneste 13 år er der solgt fleste sommerhuse i påskemåneden.

Myten er formentlig bygget op i et samspil mellem mæglere og medier, vurderer boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

»Myten stammer fra, hvornår vi kigger på sommerhus. og hvornår vi rent faktisk køber dem. Og jeg tror, at den stammer fra ejendomsmæglerne, som har et rigtigt højt antal fremvisninger af sommerhuse i påsken. Men bare fordi man er ude på en fremvisning, er det ikke det samme som, at man også skriver under på en købskontrakt samme dag,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun tilføjer, at salgstallene viser et klart mønster.

»Vi gider ikke shoppe sommerhuse i vores sommerferie i juli. Vi gør det enten i juni, så vi kan nå at bruge sommerhuset i vores sommerferie, ellers også gør vi det lige efter sommerferien i august-september. Måske fordi vi lige har haft en dejlig sommerferie i et lejet sommerhus og gerne vil have vores eget.«

Lige så høj som salgsaktiviteten er i juni og august, lige så lav er den i januar og december, hvor salget mere end halveres.

Det kan den snarrådige sommerhuskøber udnytte til sin egen fordel.

Den lave efterspørgsel på sommerhuse i vintermånederne betyder nemlig, at sælgerne er mere møre og derfor også er mere forhandlingsvillige.

Juni og august er højsæson for salg af sommerhuse.
Juni og august er højsæson for salg af sommerhuse. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Man kan simpelthen få sommerhuset billigere om vinteren. Sommerhuse er på landsplan - ikke overraskende - dyrest i juni - mens de er billigst i februar. Så man kan få et større afslag, hvis man handler i februar, hvor terrassen er smattet,« siger Lise Nytoft Bergmann.

I vintermåneder har man som potentiel køber bare ikke så meget at vælge mellem, da sælgerne har luret, at de kan få mest for deres sommerhus om sommeren og derfor ofte venter med at sætte deres sommerhus til salg til foråret, hvor der er godt gang i fremvisningerne.

»Samtidig venter mange med at købe sommerhus til sommermånederne, fordi det er lettere at vurdere sommerhusenes kvalitet om sommeren,« siger Lise Nytoft Bergmann og uddyber: 

»Man kan se, hvordan haven ser ud.  Man kan se børnene lege på en grøn græsplæne og ikke på en slimet græsplænen med brune blade. Der er en del psykologi i det, men der er også mindre risiko for, at man kommer til at købe katten i sækken, når man køber sommerhuset i de måneder, fordi man får et bedre indtryk af, hvad man køber.«

Læs mere: Voldsom udvikling: Her er huspriserne punkteret