Strateg har købt to danske aktier: De er for billige


Ting kan blive for billige.
Det fastslår Lars Hytting, der er investeringsstrateg hos den danske formueforvalter ArthaScope.
Han har været på indkøb på det danske marked. Indkøbskurven er blevet fyldt op med aktier i medicinalmastodonten Novo Nordisk og biotekselskabet Genmab, der forsker i lægemidler mod kræft.
»Genmab og Novo, haps og haps. To aktier på tilbud, to aktier på indkøbslisten i går. Jeg havde ikke set det muligt at købe Novo omkring 500 og Genmab i 1.330. Men begge nu en realitet, ting kan også blive for billige,« bebuder han.
Genmab har lidt under, at Johnson&Johnson har afvist at udnytte en option på det mulige kræftmiddel Hexabody CD38, der skulle efterfølge storsællerten Darzalex, ligesom et søgsmål fra medicinalgiganten Abbvie har forværret stemningen.
Læs også: Storbankens opskrift: Her er vinderaktierne under Europas oprustning
Men Genmab har taget revance ved at søsætte et stort aktietilbagekøbsprogram på op mod fire mia. kr. Det svarer til, at Genmab vil købe aktier for 57 mio. kr. pr. dag, hvilket svarer til 15 pct. af handlen på en almindelig handelsdag.
»Sikke en bund at få i aktien,« påpeger Lars Hytting.
Han er langsigtet investeret i Novo Nordisk, men bemærker, at den amerikanske storbank Morgan Stanley er blevet mere pessimistisk over for aktien. Storbanken har ændret kursmålet fra 700 kr. til 600 kr., men Lars Hytting holder fast i potentialet.
»Det er med de langsigtede briller på, det er fortsat et fantastisk selskab.«
Læs også: Trump vil indføre told på biler - får aktier til at rasle ned
ArthaScope følger indgående det danske aktiemarked. Kapitalforvalteren forvalter omkring 25 mia. kr.
Euroinvestor følger indgående Novo Nordisk-aktien, men historien om det danske medicinalselskab er også blevet beskrevet i en stribe bøger - herunder Hanne Sindbæks to bøger, 'De Renfærdige - fortællinger om Novo Nordisk' og bogen 'August og Marie'.
Novo Nordisks historie er også beskrevet i Kurt Jacobsens bog med den umiddelbare titel 'Novo Nordisk'.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Chefstrateg advarer mod at trække sig fra særlige vinderaktier
Læs også: Dansk bank holder fast: Våbenaktier er ikke en etisk investering