Amerikanske aktier kan blive markant mere værd.
Det vurderer et af de helt store amerikanske finanshuse, Morgan Stanley. Investeringsbanken ser for sig, at amerikanske aktier - målt på det toneangivende S&P 500-aktieindeks - kan være steget næsten 16 pct. ved udgangen af 2026.
Det skriver Bloomberg News.
Morgan Stanleys chefstrateg Mike Wilson er lige nu en af de mest optimistiske, når det gælder potentialet i amerikanske aktier. Han tror, at kursfesten vil fortsætte i forventning om, at selskaberne vil tjene flere penge i de kommende år.
»Vi befinder os midt i et nyt bullmarked og en ny indtjeningscyklus – især for mange af de områder i indekset, der hidtil har haltet bagefter,« forklarer Mike Wilson i et analysenotat.
Strategen forudser, at S&P 500’s samlede overskud - målt på indtjening pr. aktie - vil stige 17 pct. i 2026 og 12 pct. i 2027.
Læs også: Amerikansk rigmands fond sælger ud af Nvidia
Virksomhederne vil ifølge Mike Wilson nyde godt af udbredelsen af kunstig intelligens. Det vil gøre dem mere effektive, ligesom aktierne vil nyde godt af mere lempelige skatte- og reguleringsforhold samt stabile renter.
Mike Wilson kan være værd at lytte til. Han var i hvert fald en af de få analytikere, der fastholdt sit positive syn på markedet i april, selv om aktiemarkedet faldt markant, da USA med præsident Donald Trump i spidsen kastede sig ud i en omfattende toldkrig med resten af verden.
Det viste sig at være den rigtige vurdering at være optimist: S&P 500 er siden steget til rekordniveauer.
Morgan Stanley forventer også lidt fremgang i Europa. Derfor hæver banken sit kursmål for MSCI Europe Large Cap-indekset til 2.430 mod tidligere 2.250. Det svarer til en mulig stigning på omkring 5,5 pct. fra fredagens lukkeniveau.
Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Doustdar om Wegovy-pillen: Vi går all in

