Der er glæde at spore hos André Rogaczewski og resten af Netcompany, der mandag har landet »en strategisk vigtig aftale.«

Selskabet har landet en milliardkontrakt med de britiske skatte- og toldmyndigheder, der skønnes at have en værdi på mellem 1 og 1,2 mia. kr.

Det skriver Netcompany i en pressemeddelelse.

Aftalen kommer i forlængelse af den såkaldte DALAS-rammeaftale, der er den største IT-rammeaftale i Storbritannien nogensinde, og der er i alt seks leverandører på rammeaftalenen heriblandt Netcompany.

Der er fire store udbud for de britiske skatte- og toldmyndigheder under DALAS-rammeaftalen, og det er altså Netcompany, der er løbet med én af aftalerne.

I pressemeddelelsen fremgår det, at det danske IT-selskab skal samle de britiske borgeres skatteforhold i en personlig digital adgang – meget lig det system, som vi kender fra forskuds- og årsopgørelsen i Danmark.

»Vi er utroligt stolte over at skulle hjælpe de britiske skatte- og toldmyndigheder i deres digitaliseringsrejse,« fortæller André Rogaczewski, der er direktør i Netcompany ifølge pressemeddelelsen.

Man forventer, at der vil blive uddelegeret flere delkontrakter i løbet af 2024, og hvis det danske IT-selskab spiller sine kort rigtigt, så vil de kunne gå »en skostørrelse eller to op i markedet,« har Jyske Bank tidligere skrevet i en kommentar til Euroinvestor.

Netcompany er en dansk IT-konsulentvirksomhed, der leverer IT-løsninger til den offentlige sektor i form af Borger.dk og Aula, men det danske selskab leverer også til den private sektor, hvor man har produceret avancerede systemer til Topdanmark og Novo Nordisk.

Aktiekursen rykker ikke rigtig på sig oven på nyheden, men svinger bare omkring nullet, og er på nuværende tidspunkt nede med 0,6 pct.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Bruger du for mange penge på streaming? I seneste udgave af B.T. podcasten 'Spar Kassen' får du fem gode råd til at spare på dit månedlige streamingforbrug.

Hør i Spotify, Apple Podcast eller ved at klikke play herunder.

Læs mere: Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Danske Bank-aktien nu

Læs mere: Global investor forudser stort skifte i aktiemarkedet: Det her bliver vinderne