Det er en myte, at vi kan spare mange penge på at droppe to-go-kaffen, ugebladet og slikposen fra kiosken. Vil du virkelig spare penge, skal du derimod droppe cigaretterne

Mange ’spareeksperter’ giver dig dårlig samvittighed, når du jævnligt forkæler dig selv med en stor kaffe-to-go eller et mellemmåltid fra 7-Eleven.

Der findes mange fantasiregnestykker om de tusindvis af kroner, du kan spare, ved at droppe kaffen eller frokosten i kantinen. Faktisk kan du blive særdeles velhavende, hvis du ’bare’ dropper alt det sjove og holder helt op med at forkæle dig selv. Men har ’spareeksperterne’ ret? Nej, heldigvis ikke. Jeg har undersøgt vores mange små hverdagsvaner, og hvad de koster.

For fem år siden målte jeg sidst vores små (u)vaner. Det er tydeligt, at en større andel af danskerne i dag forkæler sig selv i hverdagen, især med søde sager, sodavand og kaffe. Men vanerne slår ikke bunden ud af økonomien.

Foto Shutterstock
Foto Shutterstock
Vis mere


Billigere end vi tror

Tag nu den udskældte kaffe på farten. Glem alt om, at kaffetørsten lænser kontoen hver måned. Kaffe-to-go koster ikke det helt store for brugerne, for vi drikker mindre af den, end mange tror.

To-go-kaffen er mest udbredt blandt de yngre under 40 år og i hovedstaden. Her køber omkring halvdelen jævnligt kaffe på farten. Kaffetørsten koster i snit 3,5 kopper ’to-go’ om måneden.

Den typiske ’to-go’-vane koster altså kun små 100 kr. om måneden og 1.070 kr. i løbet af et år. Ser vi på hverdagens mange kvikfix til blodsukkeret, koster de mindre, end deres rygte.

Syv ud af 10 danskere har en sød tand, der skal fodres med slik og snacks på vejen. Den søde tand er størst hos kvinder og koster omkring seks impulskøb af slik månedligt til en pris af 120 kr. eller 1.440 kr. om året, mens forbruget for mænd kun er ca. fire gange om måneden til en pris af 95 kr. eller 1.140 kr. om året.

Fradrag dækker ind

Undersøgelsen afslører, at de erhvervsaktive oftere forkæler sig selv med noget at spise og drikke på farten end dem, der er gået på pension.

Lad os se det i øjnene, det koster lidt at gå på job, derfor har du et beskæftigelsesfradrag og et jobfradrag.

Kaffen eller måltidet på vejen får hverdagen til at hænge bedre sammen. Så bliv bare ved med at forkæle dig selv. For dine små vaner er meget billigere end deres rygte, og du har fortjent dem.

Flere penge til dig

  • Undersøgelsen viser, at danskere i job langt oftere køber mad, drikke og aftensmad på farten end pensionister. Det skal kunne betale sig at arbejde, siger regeringen. Derfor har vi fået to fradrag, som giver arbejdende danskere flere penge hver måned:

Beskæftigelsesfradraget:

  • Alle i job har glæde af fradraget, der stiger hvert år frem mod 2022.
  • I år er det maksimale beskæftigelsesfradrag øget til på 34.300 kr.
  • Du skal tjene omkring 350.000 kr. for at få fuldt fradrag.
  • Fradraget beregnes automatisk af din løn.
  • Omregnet til sparet skat, betyder fradraget, at du (maks.) får 760 kr. mere på din konto hver måned.

Jobfradraget:

  • Indfases fra i år, hvor det er på 1.400 kr.
  • Omregnet til sparet skat betyder det, at du får 31 kr. mere på din konto hver måned.