Aktien i det sociale medie Pinterest, står til at stige markant i tirsdagens handel.

Aktien i selskabet, der er kendt for at stå bag en platform, hvor brugere kan dele billeder via en digital opslagstavle, bliver sendt op med 10 pct. i formarkedet, som er en uofficiel handel, før børsen åbner.

Årsagen til den markante fremgang er en investering på 1 mia. dollar fra den aktivistiske hedgefond Elliott Investment Management.

I samme omgang har bestyrelsen i Pinterest annonceret et aktietilbagekøbsprogram på 3,5 mia. dollar.

Ved et aktietilbagekøbsprogram køber et selskab dets egne aktier af markedet. De købte aktier tages ud af handel, hvilket sænker antallet af tilgængelige aktier i markedet og driver alt andet lige aktiekursen op, fordi selskabets værdi fordeles på færre aktier.