Renten er historisk lav, og derfor er der nærmest intet afkast ved at have sine penge stående på bankkontoen. I stedet kan der være mange penge at tjene, hvis man aktiverer sin formue.

Der er ingen penge at tjene i banken. Det er der til gengæld ved at handle med aktier. Og det er slet ikke så svært, som man skulle tro – faktisk er det ret let at komme i gang med. Der er tilmed mange penge at hente, hvis man selv kan handle, ligesom når man selv renoverer hjemmet.

Lige nu er renten historisk lav, fordi vi hellere vil spare op end at investere. Beregninger, BT har fået lavet af Finanshuset, viser dog, at man havde tjent langt mere ved at investere pengene end ved at have dem stående i banken. Mens 100.000 kroner var blevet til 100.400 i banken, var de blevet til 208.400, hvis man havde investeret i Danmarks mest populære aktie, Novo Nordisk A/S.

Det har heller aldrig været så let at komme i gang, som det er lige nu. I dag kan man oprette et aktiedepot, som er en netbank for aktier, med få klik på nettet – og så er man i gang. Det har medført en klar tendens, man kan nikke genkendende til hos Dansk Aktionærforbund.

»Vi har over de sidste år mærket en stigning i antallet af medlemmer. Samtidig er danskernes porteføljer blevet mere værd. Det er helt klart på aktiemarkedet, der er den bedste mulighed for at få et afkast lige nu,« siger Niels Mengel, der er formand for Dansk Aktionærforening.

Aktivér pengene

Når renten er så lav, som den er nu, så er det fordi centralbankerne vil have forbruget op. En lav rente giver os nemlig flere penge mellem hænderne. I stedet for at spare pengene op, håber de altså, at vi i stedet vil sætte gang i væksten.

Det kan man blandt andet gøre ved at investere i aktier. Det er nemlig ikke kun en god måde at tjene penge på.

»Når man stiller risikovillig kapital til rådighed for de virksomheder, man investerer i, er det med til at underbygge væksten. Er man heldig – og virksomhederne, man investerer i, dygtige – kvitterer de med et afkast,« siger Niels Mengel.

Det tyder da også på, at danskerne har fået øjnene op for, at der kan være en større økonomisk gevinst på aktiemarkedet end i banken. Hos Københavns Fondsbørs, der står for handlen med de danske aktier, har de mærket en klar fremgang i handlen med aktier.

»I forhold til år 2012, hvor de danske virksomheder igen begyndte at tjene penge og ansætte folk, har vi set en fordobling i handelsomsætningen (hvor mange penge der bliver købt og solgt aktier for, red.),« siger Javier Lopez Garrido, der er kommunikationschef ved Københavns Fondsbørs.

Han siger dog, at den lave rente ikke er direkte årsag til den øgede aktivitet på det danske aktiemarked. Alligevel medgiver han, at det er en medspiller.

Læg en strategi

Når man skal handle med aktier for første gang, skal man gøre sig nogle klare overvejelser. Hvor meget er man villig til at investere, hvilket marked vil man købe sig ind i og hvor stor en risiko tør man løbe.

»Når man begynder at investere, er det vigtigt, at man ikke handler med den tanke, at man kan fordoble sin formue på et par måneder. I stedet skal man lade pengene arbejde i længere tid, hvis man vil have et flot afkast,« siger Niels Mengel.

Har man ikke selv lyst til at handle, kan man købe sig ind i investeringsfonde. Her er omkostningerne typisk større, da der sidder analytikere, som handler aktierne for dig.

Sådan køber du aktier

Vælg mægler
Hvis du selv ønsker at handle, skal du oprette et depot hos din bank eller hos en anden virksomhed.
Ønsker du, at en investeringsforening handler for dig, findes der flere muligheder – oftest dyrere end at gøre det selv.

Vælg aktier
Når du har adgang til dit depot, kan du købe og sælge aktier. Først undersøger du markedet og finder den aktie, du ønsker at købe, samt hvor mange penge du vil købe for. Med et par få klik kan du købe aktien, der ender i dit depot.

Overvåg aktien
Når aktien står i dit depot, kan du følge dens værdi. Stiger aktien i værdi, stiger værdien af dit depot ligeledes. Derfor er det også en god idé at holde øje med virksomheden, da en dårlig nyhed kan skabe mistillid og få aktiekursen til at falde.

Tabellen herunder viser, hvor meget din investering havde været værd i dag, hvis du havde investeret 100.000 kr. i henholdsvis 2012 og 2014.
Eksempel: Havde du i år 2012 investeret 100.000 kr. i A.P. ;øller-Mærsk A/S, havde din investering i dag været 201.714 kr. værd.