Danskere, der i får fylder 65 og dermed kan gå på folkepension, får ikke længere en påmindelse om, at de skal søge pensionen.

Udbetaling Danmark stoppede sidste år med at skrive til de kommende pensionister, og det har nu fået et af Danmarks største pensionsselskaber, Danica, til selv at minde sine kunder om, at folkepensionen er nært forestående.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.dk.

»Vi kontakter hver måned relevante kunder om at søge folkepension. Vi vil gerne være sikre på, at alle vores kunder ved, at de kan søge om folkepensionen. Folkepensionen er en central indkomst for mange danske pensionister,« siger Tim Smidemann, der er presseansvarlig i Danica til mediet.

Danica sender påmindelsen ud fem måneder før, kunderne når folkepensionsalderen. Og det er der virkelig gode penge i for kunderne. Mister man for eksempel tre måneders folkepension, kan det løbe op i næsten 40.000 kroner før skat.

Når man ikke at søge om folkepension i den måned, man fylder 65 år, kan man få den udbetalt med tilbagevirkende kraft. Det kræver dog, at man søger senest i den femte måned efter, at man fylder 65. Hvis man søger senere, har man mistet den del af pensionen.