Vil du score en klækkelig skatterabat på kapitalpensionens død? Så er det nu, du skal slå til og omlægge til en aldersopsparing. Her får du en oversigt over hvordan og hvornår du skal omlægge til en aldersopsparing.

Timeglasset begynder at rinde ud for de mange danskere, der endnu ikke har besluttet, om de vil omlægge deres kapitalpension til en aldersopsparing.

Hundredtusinder af danskere med kapitalpensioner bør holde et vågent øje med e-mail, nyhedsbreve og rudekuverter fra deres pensionsselskab de kommende måneder. Det er nemlig ved at være sidste udkald, hvis man skal nå at have del i pensionsguld for milliarder.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Timeglasset begynder at rinde ud for de mange danskere, der endnu ikke har besluttet, om de vil omlægge deres kapitalpension til en aldersopsparing.

Hundredtusinder af danskere med kapitalpensioner bør holde et vågent øje med e-mail, nyhedsbreve og rudekuverter fra deres pensionsselskab de kommende måneder. Det er nemlig ved at være sidste udkald, hvis man skal nå at have del i pensionsguld for milliarder.

Den glade giver er staten. Som et plaster på såret for at aflive den populære kapitalpension kan man nemlig få en skatterabat på 2,7 pct., hvis man omlægger til dens afløser – den nye aldersopsparing. Har man en kapitalpension på 1 mio. kr., svarer det til en gevinst 27.000 kr.

Over 1 million danskere har allerede benyttet sig af det gyldne tilbud, men der er stadig mange penge at hente – vel at mærke nemme penge.

Ifølge de seneste tal fra Skatteministeriet er der omlagt for i alt 110 mia. kr., hvilket svarer til omkring en fjerdedel af danskernes samlede kapitalpensioner (ca. 450 mia. kr.).

Tager kun fem minutter

Men selvom tilbuddet officielt gælder helt frem til årsskiftet, begynder de første pensionsselskaber allerede om et par måneder at lukke ned for muligheden. Så det er ikke en beslutning, man skal udskyde alt for længe.

For de fleste er det rimelig simpelt. De skal bare skynde sig at sige ja tak og bruge de 5-10 minutter, det tager at gå ind på pensionsselskabets hjemmeside og få det gjort.

- Der er ingen tvivl om, at det er noget, folk skal forholde sig til i sommerferien, eller så snart de kommer hjem, siger Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Danica Pension.

Her har kunderne frem til 30. september til at logge sig ind på deres netpension og sætte et kryds, hvis de gerne vil omlægge deres kapitalpension.

I alt har Danica sendt breve ud til 185.000 kunder, og omkring 26.000 har indtil videre taget mod tilbuddet.

- Vi har kontaktet samtlige vores kunder med en kapitalpension på over 10.000 kr. Hos os koster det 300 kr. at omlægge til den nye aldersopsparing, så de 10.000 kr. er beløbsgrænsen for, hvornår det kan betale sig, siger Jens Christian Nielsen.

Han understreger, at alle vilkår er uændrede ved en omlægning. Så man bevarer altså eventuelle garantier og forsikringer. Det eneste, man fraskriver sig, er muligheden for på et senere tidspunkt at omlægge aldersopsparingen til en ratepension eller livrente, hvilket man kan med en kapitalpension.

Kort frist

Og det gælder i alle selskaberne.

Dog kan man dele opsparingen op i mindre bidder og strække udbetalingerne over op til 15 år, hvis man foretrækker det frem for et stort engansbeløb. Hos bl.a. PFA, Danica, Nordea Liv og Skandia er det gratis, mens der i andre selskaber kan være et gebyr per deludbetaling.

Der er også forskel på, hvor lang tid man har til at beslutte sig i de forskellige selskaber.

I PFA Pension er fristen for at omlægge 20. oktober. Dog kan man først logge ind på ordningen fra 1. oktober. Det giver altså kun et ’vindue’ på knap tre uger til at få det gjort. Og det nytter ikke noget at sidde klar med papirkniven og vente på at få oplysninger om, hvad man konkret skal gøre. PFA har ingen aktuelle planer om at sende breve ud.

- Vi tror ikke længere på det med breve. Vores erfaring er, at rigtig mange ikke læser dem, og så er det utrolig dyrt. Vi informerer på en masse andre måder, f.eks. gennem elektroniske nyhedsbreve, på hjemmesiden og med foredrag hos store virksomheder, siger forbrugerøkonom Carsten Holdum.

PFA har haft to andre ’vinduer’, hvor kunderne kunne omlægge til den nye opsparing – senest i april. Hver gang bliver der sendt en e-mail ud til omkring 100.000 kunder.

- Indtil videre er det under 10.000, der har taget mod tilbuddet. Det skyldes nok, at man skal gøre noget aktivt selv. Jeg regner dog med, at de fleste kommer her til sidst, siger Carsten Holdum.

Kan ikke altid betale sig

For PFA’s kunder er det heller ikke helt så ligetil, om det er en god idé at skrotte kapitalpensionen. For at gøre det så overskueligt som muligt for kunderne, kan de se den økonomiske gevinst for lige præcis dem, når de fra 1. oktober logger ind på ’Mit PFA’.

Samtidig vil der være en anbefaling i form af enten grønt, gult eller rødt lys. Grønt er ’gør det’, rødt er ’lad være’, mens gult betyder, at man lige skal tænke sig om en ekstra gang. Selvom det kan svare sig rent økonomisk, kan der nemlig være tilknyttet nogle forsikringer og garantier, som man mister ved omlægningen.

Carsten Holdum pointerer, at det især er dem på 50 , der bør gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i det, da de typisk har de største depoter.

Han vurderer, at det ’næppe er værd at bruge tid på, hvis man har et depot på under 40.000-50.000 kr.’. PFA tager et gebyr på 675 kr., mens det i det dyreste selskab koster 1.500 kr.