Udskolingselever blev fredag sendt hjem fra skole en hel uge.

Det skriver TV 2 Nord.

Suldrup Skole fandt asbest i udskolingsafsnittet og lukkede derefter med øjeblikkelig virkning.

Kort inden fundet havde skolen fået skiftet tag på udskolingsbygningen.

Suldrup Skole fik foretaget asbestprøver, og der blev fundet asbest både i loftet og i dele af udluftningssystemet. 

Det bekræfter direktør for Teknik og Miljø i Rebild Kommune, Jytte Gad Lauridsen, til TV 2 Nord.

Derfor er udskolingseleverne nu sendt hjem og skal blive hjemme en uges tid, indtil bygningen er blevet renset for asbest.

Asbest er en naturligt forekommende mineralgruppe bestående af mikroskopiske fibre, der er kendt for deres styrke og modstandsdygtighed over for varme.

Derfor har asbest tidligere været meget udbredt i især bygge- og industrimaterialer. Men asbestfibre- og støv kan være årsag til flere farlige sygdomme, og det har ført til strenge reguleringer og forbud mod at anvende det, skriver Dansk Kemidatabase.