Snart er det tid til at finde ud af, om der er et regulært skattesmæk på vej, eller om det vil regne med penge fra Skat.

14. marts kan de fleste danskere gå ind på Skats hjemmeside for at se, om de har betalt for lidt eller for meget i skat.

Det gælder dog ikke for alle, men disse personer vil få tilsendt en servicemeddelelse eller et servicebrev med besked om dette.

Hvis du ikke er med på den digitale mode, skal du vente en anelse længere tid, før du får din årsopgørelse. Danskere, der enten er fritaget eller ikke er omfattet af digital post, får deres årsopgørelse tilsendt på papir mellem 16.-25. april

12. april er også en vigtig dato, hvis du har betalt for meget i skat.

'Vi sætter overskydende skat op til 100.000 kr. ind på din Nemkonto den 12. april 2016. Overskydende skat over 100.000 kr. bliver også sat ind på din Nemkonto, men det tager lidt længere tid,' lyder det på Skats hjemmeside.

Dog skal det lige nævnes, at hvis du eller din ægtefælle skylder penge til det offentlige, så bruges den overskydende skat til at betale af på gælden.