Drop abonnementet på dit kabel-tv og se tusinder af tv-kanaler på internettet.

Er du træt af Søren Ryge, Nikolaj Kirk og alle de andre skærmtrolde, der huserer på de danske tv-kanaler?

Så er der hjælp at hente i cyberspace. På nettet findes flere tusinde tv-kanaler fra hele verden, lige til at se ganske gratis, hvis du som minimum har en internetforbindelse på 3,5 megabit.

Specielt de amerikanske kanaler vil formentlig have danskernes interesse, da seermagneter som Desperate Housewiwes og 24 timer er flere sæsoner længere fremme i USA.

Den svenske avis Aftonbladet har regnet sig frem til, at der er 2300 kanaler på internettet, som du kan se i topkvalitet. Det tal er renset for dårlige og periodiske forbindelser.

Danske TV2 News kan ses på deres egen hjemmeside frem til udgangen af februar. Derefter er det kun lige under halvdelen af alle husstande i Danmark, der bliver opdateret døgnet rundt. Heldigvis for nyhedshundene kan man med få klik på www.euchannels.net igen se Divya Das tone frem på skærmen.

- Det er klart, at det her bliver en konkurrent til de etablerede danske kanaler i den forstand, at ingen kan sidde på det samlede mediebillede mere. Nettets båndbredde er blevet så stor, at det kan lade sig gøre. Jeg tror da klart, at dem der er interesseret i det tekniske område vil se de nyeste tv-afsnit fra USA. De dage da vi alle så Matador kl. 20, er nok ved at være slut, siger direktør for Innovation Lab, Preben Mejer.

Stadig for nørdet
Hos TV2 er man opmærksom på tendensen, men føler sig ikke presset.

- Det er ganske få, der kan finde ud af at sætte internettet til tv’et. Så det er stadig for nørdet til at være et problem. Det er ikke noget den brede befolkning gør. Der skal nok gå 5 til 10 år, før det er aktuelt, siger Alexander Madsen, chef for TV2s kanalsalg.

Han mener, at andre hjemmesider kan sende TV2 News, uden at det er pirateri.

Og der er noget for alle interesser på de mange kanaler.

- Det der sker nu er, at man kan se kanaler om skotsk whisky eller om Land Rover. Det hele er derude, siger Preben Mejer, Innovation Lab.

Udbuddet er altså enormt og kommer i forkøbet på den pressesky it-milliardær, Janus Friis, der snart er klar med sin nyeste opfindelse: tv på nettet. Skype-udvikleren satser stort på, at programmet Joost vil revolutionere den måde, vi ser tv på, ved at samle programmer fra de kanaler, som Janus Friis og makkeren Niklas Zennström på et givent tidspunkt har lavet aftaler med. Seerne kan mixe og matche programmerne og kanalerne og sammensætte deres egen programflade.

Men da det allerede er muligt at se flere tusinde kanaler fra hele verden direkte over internetforbindelsen, er spørgsmålet, om den danske iværksætter er for sent ude.

- Både ja og nej. Janus Friis forsøger at lave en videobrowser. Man kan sige, at Joost er med til at organisere og strukturere det uendelige udbud på nettet, siger Preben Mejer.

Det er helt lovligt at se tv på internettet, og med den nye medielicens er der heller ingen ekstra licensomkostninger forbundet med at se tv via computeren.