Der kan være rigtig mange penge at spare ved at se sig om efter en anden bilforsikring ansvar og kasko. Se her, hvordan du sparer penge på bilforsikringen.

Scorer milliarder på bilisterne

Forsikringsselskaberne skovler milliarder ind på bilforsikringer. Det viser en opgørelse fra Finanstilsynet over branchens samlede indtægter og udgifter.

Ifølge tallene havde selskaberne sidste år indtægter for 16,3 mia. kr. på ansvars- og kaskoforsikringer, mens udgifterne kun beløb sig i 10,8 mia. kr. De fik altså tilsammen et overskud på 5,5 mia. kr. Og ser man på de seneste fem år, har de scoret næsten 25 mia. kr. på bilisterne.
- Det kan betegnes som branchens guldkalv. En meget stor del af selskabernes omsætning kommer fra bilforsikringer, og overskudsgraden er høj, siger forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen, FDM.

UD MED SPROGET: ’Fornuftig forretning’

Underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra forsikringsselskabernes brancheforening, Forsikring & Pension:
En prissammenligning viser, at man kan spare op mod 15.000 kr. om året på en bilforsikring ved at skifte fra det dyreste til det billigste selskab. Hvorfor er der så stor forskel på, hvad bilforsikringer koster?
- Der bliver aldrig helt ens priser, når det er konkurrerende selskaber. Det skyldes, at de enkelte selskabers prispolitik varierer, afhængigt af f.eks. biltype, aldersgruppe og postnumre. Samtidig skal man være sikker på, hvad man får med i pakken, når man sammenligner priser. Det kan f.eks. være vejhjælp.
- Der kan også være noget at hente, hvis man samler flere forsikringer i et selskab, som måske udjævner priserne. Men hvis man kan få det samme billigere, er det heldigvis nemt at skifte selskab. I dag kan man opsige sin forsikring med en måneds varsel. Så det er bare at gøre det.Ifølge tal fra Finanstilsynet havde forsikringsbranchen sidste år et samlet overskud på bilforsikringer på 5,5 mia. kr. FDM kalder det ligefrem for ’branchens guldkalv’. Tyder det ikke på, at bilforsikringer generelt er for dyre, når selskaberne tjener så mange penge på dem?
- Jeg vil gerne bekræfte, at bilforsikringer de senere år har været et fornuftigt forretningsområde for selskaberne, som de tjener penge på. Det skal de også helst, da et forsikringsselskab er en forretning som alle andre.