Saxo Bank skifter hænder i en milliardhandel, hvor det schweiziske finanshus overtager 70 pct. af Saxo Bank fra kinesiske Geely og Mandatum.

Handlen gør det schweiziske finanshus til hovedaktionær, mens kinesiske Geely og Mandatum bliver købt ud.

J. Safra Sarasin Group og Saxo Bank har ikke afsløret prisen, men en af sælgerne - Mandatum - har givet mere klarhed omkring handlen. Mandatum skriver i en meddelelse, at man har solgt sine 19,83 pct. af aktierne i Saxo Bank for 319 mio. euro. Det svarer til 2,38 mia. kr.

Danske Kim Fournais, der var med til at stifte Saxo Bank, beholder sin ejerandel på 28 pct.

Han fortsætter i sin rolle som adm. direktør i Saxo Bank, ligesom banken fortsætter under eget navn.

J. Safra Sarasin planlægger som en del af opkøbet, at integrere Saxo Banks teknologiske platform i sin egen forretning, fremgår det af meddelelsen.

Det skal føre til bedre kundeoplevelser og mere innovation i branchen, lyder det.

Salget af majoriteten af Saxo Bank har været længe undervejs. Allerede i juli 2024 annoncerede Saxo, at man havde ansat Goldman Sachs til at stå for et muligt salg.

Allerede i starten af februar kunne Bloomberg så beskrive, at J. Safra Sarasin var interesserede i at købe Saxo.

J. Safra Sarasin Group overtager Saxo Bank fra kinesiske Geely og Mandatum.