Vil man undgå skattesmæk gælder det om at have styr på forskudsopgørelsen, og her er en af de vigtigste punkter lønnen.
Dog gælder der ikke de samme tommelfingerregler for alle, for alt efter hvor meget man tjener, skal man således gå bestemt til værks.
Man kan ikke blot taste et lidt højere beløb ind i lønfeltet på forskudsopgørelsen, og derefter være sikker på, at man ikke står til at få et skattesmæk, når årsopgørelsen senere lander.
Sådan lyder det fra Cecilie Frandsen, der er skattechef hos Skatteguiden i podcasten Spar kassen.
»Der er mange danskere, der tror, at de bare kan skyde for højt med lønindkomsten på forskudsopgørelsen, og så betaler de den rigtige skat i løber af året. Men så er det, at der kan komme en ubehagelig overraskelse,« siger hun.
Og netop i år er det endnu mere vigtigt at få registreret sin løn korrekt på forskudsopgørelsen, da beskæftigelsesfradraget stiger fra næste år.
»Registrerer man sin løn lidt for højt, så kan man altså risikere at få et for højt fradrag, som man ikke er berettiget til. Og det vil give en restskat på årsopgørelsen.«
Tjener man op til 452.000 kr. om året, så skal man ifølge Cecilie Frandsen sætte sin lønindkomst en anelse lavere, da man med det beløb får fuldt beskæftigelsesfradrag.
Det svarer til en løn på op til 37.700 kr. pr. måned.
Tjener man i stedet mellem 452.000 og 665.000 kr., skal man forsøge at ramme sin forventede løn så godt som muligt på forskudsopgørelsen – eller sætte den en smule højere.
»Hvis de skyder mere over (end de reelt tjener red.), så betaler de mere i skat. Men man skal heller ikke skyde for meget over. I det niveau skal man gerne ramme så præcist som muligt,« forklarer skattechefen.
Til gengæld er det vigtigt at registrere en højere løn, end man regner med at tjene, hvis man tjener over 665.000 kr. om året.
»Hvis du betaler topskat, risikerer du hurtigt at få en restskat, hvis du ikke får skudt den højt nok.«
Cecilie Frandsen forklarer desuden, at pensionsbidrag skal trækkes fra, når man beregner sin årlige indkomst.
Få flere gode råd i den seneste udgave af podcasten Spar kassen, hvor Cecilie Frandsen er gæst, og kommer med de bedste råd til at få styr på forskudsopgørelsen.
Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder:

