»Hvornår kan vi mødes?«, spørger min medspiser mig. Det blev så i dag, at kalenderne kunne falde i hak. Vi har kendt hinanden i mere end 25 år, og vi kender derfor hinandens madvaner.
Det er næsten altid noget med burgere, som står højt, og derfor har vi besluttet at der skal ske noget nyt i dag.
Som sædvanlig er mine medspiser kommet før tiden. Det gør han altid, og han er endda så fræk, at han har sendt en besked ti minutter før:
»Hvornår kommer du?«, mens jeg tramper i pedalerne for at komme frem til Nørrebro.
Vi skal spise i en kælder. Egentlig var planen at sidde udenfor, men heftigt vejarbejde udenfor betyder at støjen skubber os indendøre. Det går også, men efterhånden kommer der flere og flere gæster. Ingen tvivl om at det er populært.
Næsten Brasilien
Vi spiser hos 'Selva' i Elmegade. Det er brasiliansk gademad. Ikke noget, vi kender ret meget til i Danmark.
Her er der andre retter, som dominerer. Det er ærgerligt, for det brasilianske køkken har meget at byde på.
Det bliver til en Tapioca. Det er en brasiliansk pandekage med fyld. Her kan Rasmus Klumps mor ikke være med. Det gælder uanset hvor meget sukker og syltetøj, hun bruger for at peppe smagen op.
Der er masser af fyld, som består af oksekød og salat. Det er uden gluten, men i modsætning til det meste mad uden gluten, så smager det her af noget.
Det er som om, at når noget er glutenfri, smager det af tomhed og ingenting. Men her er der en overvældende smag.
Vores pandekage hedder 'Lemon Beef' og jeg blev lidt overrasket over at finde den på menukortet. Jeg troede, at alle deres retter var vegetariske og helt uden kød. Der blev jeg (heldigvis) snydt.
Det er langtidsbraiseret oksekød. Der er blevet kælet for det, og det giver en stærk smagsmæssig bund.
Der er også bagt portobello-svamp, sort linsecreme, grønne blade, ost og tamarindsauce. Alt sammen pakket ind i en perfekt pandekage, som er foldet, så alt fyldet bliver holdt på plads.
»Hold nu op, det er godt det her«
Altså, vi taler om et måltid med så fin balance i smagen, at man nærmest begynder at tro, der er en zen-munk i køkkenet.
Man bliver i godt humør – ikke på den der hysteriske 'nu har jeg spist mig selv i koma'-måde, men på en måde hvor kroppen tænker: 'Skal vi... gå en tur bagefter?'
Det er ikke en oksekødsburger, hvor man efter to bidder allerede mærker, hvordan livremmen begynder at sende røgsignaler om nødudvidelse.
Jeg var ellers overbevist om, at jeg ville sidde og vride mig af sult bagefter, men nej, jeg blev mæt som en lille og lykkelig strandmus.
Og så kom desserten. 'Brigadeiro', som er en brasiliansk romkugle med storhedsvanvid. Eller som vi siger i Aarhus: En trøffel, bare med lidt mere attitude og lidt mindre moralsk kompas.
Den lå tungt. Ikke 'jeg-skal-ligge-på-sofaen-i-to-timer'-tungt, men mere 'nå, det var så det'-tungt.
Til hele oplevelsen fik vi en Guaraná Antarctica – fordi intet siger mere om Brasilien, end en sukkerholdig sodavand med koffein og et eksotisk navn. Smager lidt som en Faxe Kondi, der har en affære med en regnskov.
Og hov – salaten. Ja, den var der. I hvert fald nominelt. Især rødbeden forsøgte at markere sig som en birolle, der drømmer om en Oscar. Men det er pandekagen, der er hovedpersonen her. Salaten er bare med som alibi.
Fandme godt
»Det er fandme godt,« siger min medspiser, inden telefonen ringer endnu engang. Han er en travl mand.
Og jeg er enig, så det bliver til seks af de bedste stjerner fra øverste, øverste hylde, som ikke engang Annette Heick kan nå.
Tommel op: Smagfuld pandekage, billigt måltid og god, effektiv betjening
Tommel ned: Alternativ indretning, som ligner mere et privat hjem end en restaurant.
Selva
Elmegade 14, kælderen
2200 København N
Det fik vi:
Tapioca - lemon beef - 140 kroner
Guaraná Antarctica - 40 kroner
Brigadeiro - 25 kroner