Danskerne er begunstiget af benhård konkurrence på telemarkedet, siger teleanalytiker.

For 14 år siden - den 1. april 2003 - brød CBB mobil som det første teleselskab i Danmark den magiske grænse og tilbød taletid til under en krone per minut. Nu var det muligt at tale for ‘blot’ 99 øre i minuttet, mens én sms kostede 24 øre. For 100 kroner kunne man altså i 2003 tale i halvanden time og sende 45 sms’er. Om måneden. I nutidskroner - når man korrigerer for inflation - var prisen faktisk 130 kroner. Data og mms’er? Det var en by i Rusland.

I dag får danske mobilkunder fri tale, fri sms/mms og store mængder data for under 100 kroner om måneden. For eksempel kan man hos mobilteleskabet Tjeep få fri tale, fri sms/mms og 20 GB data for bare 89 kroner om måneden plus 99 kroner i oprettelse, mens Oister leverer 30 timers taletid, fri sms/mms og 30 GB data for 99 kroner om måneden. Det viser et pristjek, som prissammenligningsportalen Samlino.dk har foretaget.

Konkurrencen på mobilmarkedet i Danmark har gennem en årrække været hårdere end i vores nabolande, og det kommer de danske forbrugere til gode, påpeger direktør for Samlino.dk Kristian Pitzner-Jørgensen.

»Er du udelukkende på udkig efter det rene mobilprodukt, vil langt de fleste danskere kunne dække deres behov for under 100 kroner,« siger han.

Morten Imsgard, tele- og senioranalytiker i Sydbank, forklarer, at konkurrencen i Danmark har været ubønhørlig hård, blandt fordi der er et væld af mindre selskaber, som hele tiden har udfordret de store etablerede spillere med lavere priser og nye abonnementsløsninger.

»Samtidig er Danmarks kundegrundlag i virkeligheden ikke stort nok til at have fire store spillere som TDC, Telia, Telenor og 3,« siger Morten Imsgaard med henvisning til, at teleudbyderne i Danmark slås om fem millioner kunder, mens kundegrundlaget er omkring 80 millioner personer for de tre-fire store spillere i Tyskland.

I Norge og Sverige er de geografiske forhold en del af forklaringen på de højere mobilpriser. Store afstande og svært fremkommelige fjeldområder, gør det dyrt for teleselskaberne at etablere og vedligeholde deres netværk, og det betyder ifølge Morten Imsgaard færre operatører med eget netværk og dermed svagere konkurrence.

Herhjemme forsøger teleselskaberne at holde priserne oppe ved at tilbyde mobilpakker med et væld af ekstra services såsom musiktjenester som Spotify, e-bøger, aviser og tv-streaming. Men hvis man ikke benytter sig af de mange ekstra tjenester, er det spildte penge, påpeger Kristian Pitzner-Jørgensen.