Er du utålmodig efter at vide, om du skal have penge tilbage i skat, eller står du over for et potentielt skattesmæk? 

Så behøver du ikke vente helt til marts med at få et indblik i din årsopgørelse for det forgangne skatteår.

Allerede nu kan danskerne nemlig få et ret præcist estimat på, om de skal have penge tilbage i skat - eller om de omvendt står til at betale penge tilbage hos Skatteguiden.

Som vanligt har skatteappen nemlig givet adgang til sin særlige funktion, hvor brugerne altså kan få et tidligt indblik i deres årsopgørelse omkring halvanden måned før, Skattestyrelsen officielt åbner for adgangen den 23. marts.

Noget tyder på, at mange danskere har taget funktionen 'Tidlig årsopgørelse' til sig. I hvert fald oplever appen hvert år stigende interesse for at tjekke et tidligt estimat, fortæller Skatteguiden-stifter Nikolai T.G. Høgskilde.

»Danskerne er nysgerrige på, om de står til et skattesmæk eller penge tilbage. Den seneste uge har vi haft mere end 100.000 logins om dagen, og i januar måned har vi set mere end 75 pct. mere aktivitet end vi havde sidste år. Det siger virkelig noget om, hvor mange der sidder og venter på vores beregninger i år,« siger han.

Skatteguiden benytter sig af en egenudviklet algoritme, der tager afsæt i brugerens skatteinformationer, der ifølge skatteappen giver et »ret præcist estimat« af resultatet på årsopgørelsen.

Således havde appen sidste år en nøjagtighed på 98 pct. inden for plus minus 10 kr. fra det officielle resultat på årsopgørelsen.

Lige nu estimerer Skatteguiden, at 31,3 pct. af danskerne står til skattesmæk, mens 68,3 pct. står til at få penge tilbage. Kun 0,4 pct. har ramt spot on, og står dermed hverken til at skulle have penge tilbage eller et skattesmæk.

Er man en af dem, der står til at skulle have penge op ad lommen for at betale tilbage i skat, er der dog muligheder for at forbedre resultatet, påpeger Nikolai T.G. Høgskilde.

Ifølge ham er det nemlig klassisk, at danskerne glemmer de fradrag, der ikke registreres automatisk - eksempelvis kørselsfradraget. Derfor har Skatteguiden i år tilføjet en ny funktion, der giver brugerne mulighed for allerede at indberette deres fradrag allerede nu.

Med andre ord kan man altså udover at se sit estimat på sin årsopgørelse også se effekten af de fradrag, der først påføres, når årsopgørelsen er udgivet, lyder det fra Nikolai T.G. Høgskilde.

Skatteguiden blev landskendt tilbage i 2022, da virksomheden optrådte i det populære DR-program Løvens Hule.

Dengang kunne Skatteguiden forlade optagelserne med en investering fra stjerneiværksætteren Jesper Buch på 1,5 millioner kroner – svarende til 12,5 pct. – af selskabet.