Man skal være yderst påpasselig med, hvem man deler sine private oplysninger med. Det mærkede Mikael Lindholm på egen krop, da en svindler for nyligt franarrede ham 80.000 kroner på Mobilepay.

'Pas på derude,' sådan starter Mikael Lindholm et Facebook-opslag, hvori han beskriver, hvordan en svindler rippede ham for adskillige tusinde kroner blot ved hjælp at hans mobilnummer og en sikkerhedskode til MobilePay.

Han blev noget overrasket, da hans bank torsdag ringede og gjorde ham opmærksom på, at han havde et overtræk på 44.000 kroner på sin konto.

'Der var siden den 10. november hævet løs på den via min MobilePay. Det største - og sidste - beløb var køb af it-udstyr til 29.999 kr. Jeg vidste ikke engang, at man kunne købe for så meget via MobilePay,' skriver Mikael Lindholm i Facebook-opslaget.

Men hvordan havde det overhovedet lykkedes nogen, at hæve så store beløb på hans MobilePay, når han havde haft sin telefon på sig hele tiden?

Efter opkaldet lagde Mikael Lindholm hovedet i blød og fandt frem til, at han den 10. november havde modtaget en SMS fra Mobilepay, der indeholdt en femcifret aktiveringskode. Kort herefter modtog han en række opkald fra det samme nummer.

Da han tog telefonen, oplyste personen i den anden ende, at han var en medarbejder fra MobilePay support, og ville hjælpe med et problem, der var opstået på hans MobilePay.

LÆS OGSÅ: Se Billederne: Dansk sangerinde har fundet 38 år yngre kæreste

Præcis hvordan samtalen forløb, kan Mikael Lindholm ikke huske. Han husker dog, at han ikke mistænkte noget, fordi han netop havde modtaget den sms med aktiveringskoden til Mobilepay, som manden henviste til.

'Nu tænker jeg, at jeg muligvis har læst koden i sms'en op. Jeg ved det ikke. Det er helt blankt. Hvad jeg ved er, at minutter efter - kan jeg se nu - begyndte pengene at fosse ud af min konto, og det stoppede ikke, bare fordi der ikke længere var penge på kontoen,' skriver han i Facebook-opslaget.

Mikael Lindholm var efterfølgende i dialog med bedrageriafdelingen i sin bank, som forklarede ham, at hvis nogen har dit mobilnummer, så kan de prøve at logge sin ind på MobilePay fra en anden mobil, hvilket udløser en automatisk sms med en aktiveringskode. Ringer de efterfølgende op, og får dig til at læse koden højt, har de fri adgang til din konto fra en anden mobil.

Ifølge Computerworld har MobilePay i dagene efter, at Mikael Lindholm blev udsat for svindlen, skærpet sikkerheden på MobilePay.

»Vi har implementeret et ekstra sikkerhedslag, der betyder at det nu er betydeligt sværere at udføre denne form for svindel,« siger Peter Kjærgaard, der er pressechef ved MobilePay, til mediet.

Præcis hvad sikkerhedslaget består af, vil han ikke komme nærmere ind på, men han forklarer, at det træder i kraft, når man forsøger at anvende sin MobilePay-konto på en ny telefon.

Han understreger desuden, at MobilePay support aldrig nogensinde vil bede om at få leveret en aktiveringskode, og at man derfor skal være ekstra opmærksom, hvis man modtager en besked med en en-gangs-kode eller bliver ringet op af folk, der vil have, man skal oplyse sin kode.

Se Michael Lindholms Facebook-opslag her: