Man bør tænke sig godt om, før man frivilligt indbetaler ekstra på sin pensionsopsparing.
Sådan lyder det fra Ulrik Yde, der har en baggrund som pensionsrådgiver i en række pensionsselskaber, og som har stiftet Videnscenter for Seniorøkonomi, der har til formål at formidle viden om netop økonomi for den aldersgruppe. Her deler han, hvem de ekstra indskud kan være en fordel for, og hvem der bør holde sig fra det.
»I månederne op til jul får man ofte fra sit pensionsselskab eller bank mulighed for at indskyde ekstra på sin pensionsordning for at spare i skat. Men det er vigtigt at tænke sig godt om, inden man indbetaler – for det kan gå hen og blive en dyr fornøjelse,« advarer han.
Er man en af dem, der har mange år til pension, eller allerede har indbetalt så meget på sin pensionsordning, at man aldrig bliver berettiget til folkepensions pensionstillæg, kan det være en god idé, at polstre sin pension med ekstra frivillige indbetalinger.
En endnu bedre idé er det, hvis man betaler topskat, for ekstra indbetalinger på opsparingen til alderdommen kan være med til at nedbringe ens skattebetalinger.
Blandt de danskere, der lige nu modtager folkepension, modtager 82 pct. det såkaldte pensionstillæg.
Pensionstillægget er et beløb, der bliver lagt oveni folkepensionens grundbeløb. Det udregnes ud fra, hvilken indkomst man har ved siden af sin folkepension. Den er også afhængig af ens ægtefælle eller samlevers indkomst.
Tallet ventes at forblive højt de kommende år, lyder det fra Ulrik Yde, der også står bag bogen 'Den lille guide til økonomi i den tredje alder'.
»Derfor er det for de fleste vigtigt, at man forholder sig til, om det kan svare sig at indbetale ekstra på pensionsordningen for at spare i skat, eller om man skal vælge et alternativ at placere de frie midler i,« siger han.
Får man som par eksempelvis udbetalt 287.100 kr. årligt fra ratepension, livsvarige pension og ATP, går der 100.000 kr. ind i modregningen i folkepensionsen pensionstillæg, forklarer pensionseksperten.
»Her nedskriver man folkepensionens pensionstillæg på 49.224 kr. med 16.000 kr. pr. person. Konkret vil parret fra eksemplet få 33.224 kr. i folkepensionstillægget efter modregning,« siger Ulrik Yde.
Med andre ord skal man altså være opmærksom på, hvornår ens samlede pensionsindbetalinger overstiger det beløb, der gør, at man er kandidat til at få tillæg til pensionen.
Ligger man lige på grænsen, kan det ikke betale sig at betale ekstra ind på sin private pensionsopsparing, da en stor del vil blive modregnet i tillægget til folkepensionens grundbeløb, poientere Ulrik Yde:
»Hvis du allerede nu ud fra nuværende indbetalinger og opsparing som gift eller samlevende kan se frem til samlet at have udbetalinger fra ratepensioner, livsvarige pensioner og ATP på 187.100 kr. eller mere, så er det en dårlig idé at indbetale ekstra på ratepensionen og livrenten – også selvom du får et ekstra skattefradrag.«