Aktien i Grønlandsbanken bliver sendt op med 1 pct. mandag morgen.
Aktien blev sendt ud i store kursudsving i sidste uge. Grønlandsbanken startede ugen ud med at stige markant, men blev så i fredagens handel sendt ned.
Flere eksperter herunder Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, peger på, at det nok hænger sammen med, at den amerikanske præsident Donald Trump har udvist stor interesse for at overtage Grønland, hvilket har skabt kæmpe international medieopmærksomhed.
Her på Euroinvestor har vi spurgt Grønlandsbanken om denne pludselige kursstigning og den store internationale opmærksomhed på Grønland.
Til det lyder det fra John Jakobsen, der er vicedirektør i Grønlandsbanken:
»Vi er glade for den interesse, der er omkring Grønlandsbankens aktier. Men den viden vi har, og som evt. kan påvirke aktiekursen for Grønlandsbanken, meddeler vi markedet gennem vores fondsbørsmeddelelser. Vi kan derfor hverken kommentere på aktiekursen eller andre forventninger, udover hvad der tilgår fondsbørsen,« skriver han i en mail til Euroinvestor.
Siden nytår er Grønlandsbanken-aktien oppe med 27 pct.
Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Trump advarer om 'den hårde måde' for Grønland – Europa reagerer med militærplaner
Læs også: Efter 2,5 år sænker AL Sydbank sin anbefaling på C25-aktie


