Tirsdag kan skatteydere, der har betalt for meget i Skat i løbet af sidste år, glæde sig over, at pengene tikker ind.

Alt i alt får danskerne 17,1 milliarder kroner tilbage i Skat. Det skriver TV 2.

Kigger man på hver enkelt skatteyder, vil de i gennemsnit få 5.063 kroner tilbage i Skat, når pengene stryger ind på kontoen tirsdag.

Rent geografisk er der også forskel på, hvor meget skatteyderne i de forskellige kommuner skal have tilbage. Ser man for eksempel på Rudersdals kommune, er de den kommune, hvor skatteyderne får det højeste beløb tilbage.

Borgerne, der betaler Skat, i den nordsjællandske kommune får nemlig i gennemsnit 8.740 kroner tilbage.

De skatteydere, der må 'nøjes' med at få mindst tilbage i Skat, er bornholmerne. I gennemsnit vil de få 4.067 kroner tilbage.

Når danskerne får penge tilbage i Skat, er det et udtryk for, at vi betaler for meget i Skat i løbet af det seneste år, og dermed har fået udbetalt mindre, end vi burde.

Derfor råder Brian Stjernholm, der er privatøkonomisk rådgiver hos Uvildige, også til, at du hvert år tjekker din forskudsopgørelse - og får den rettet, så den kan gå i nul næste år.

»Hvis du har trukket på din kredit i 2016 for at få økonomien til at hænge sammen, så er det bedre at få pengene udbetalt i løbet af året. I det tilfælde giver det her anledning til at forskudsregistrere korrekt i år,« siger Brian Stjernholm til TV 2.

Dog mener han, at det også kan være en god ting, hvis skatteyderne ikke har brugt pengene på forhånd. Det kan nemlig ifølge ham give danskerne mulighed for at overveje, hvad de mest har lyst til at bruge pengene på.