Milliardsalg er ikke nok: Skuffende overskud sender Meta i rød


Investorer sælger ud af aktien i Meta Platforms, efter den amerikanske tech-mastodont har indviet investorerne i udviklingen.
Aktien falder omkring 4 pct. i det amerikanske eftermarked, der er en form for uofficiel handel uden for børsens åbningstid.
Det er reaktionen på, at Facebook-ejeren Meta har fremlagt et regnskab for andet kvartal, som viser både gode og mindre gode nyheder, skriver Yahoo Finance.
Tech-mastodonten solgte for mere, end analytikerne rundt omkring i verdens store finanshuse havde regnet med. Salget nåede 60,8 mia. dollar, hvor forventningen var 60,2 mia. dollar.
Men overskuddet per aktie (EPS), som viser, hvor meget Meta Platforms tjener per aktie, skuffede med 6,18 dollar mod forventet 7,15 dollar.
Det hjælper heller ikke på stemningen, at Meta Platforms ifølge Bloomberg News forventer et lavere salg end ventet blandt analytikerne i det nuværende kvartal.
Meldingen har ifølge finansmediet sat gang i investorernes bekymringer over selskabets massive investeringer i kunstig intelligens.
Meta regner nu med en samlet omsætning på mellem 61 og 64 mia. dollar i tredje kvartal. Det er lavere end de 63,2 mia. dollar, som analytikerne i gennemsnit havde sat næsen op efter ifølge data fra Bloomberg.
Udviklingen skal ses i lyset af, at Meta Platforms i øjeblikket bruger de mange penge fra deres reklamesalg til at finansiere de omkostningstunge AI-projekter og den bagvedliggende teknologi. Det gælder blandt andet opførelsen af nye datacentre og udviklingen af intelligente AI-briller.
Investorerne har dog adskillige gange efterlyst et klart svar på, hvordan Meta helt præcist vil tjene de store investeringer hjem igen.
Markedet viste allerede sin utilfredshed tidligere på året, da topchef Mark Zuckerberg hævede de forventede udgifter til op mod 145 milliarder dollar.
Onsdag justerede Meta på ny sine forventninger til årets samlede investeringer, som nu forventes at lande på mellem 130 og 145 mia. dollar. Det er en lille stigning i forhold til den tidligere nedre grænse på 125 mia. dollar. Selvom der blot er tale om en mindre justering, faldt Metas aktie alligevel med cirka 4 pct. i det efterfølgende marked i New York onsdag.