Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Trump vil sænke skatten, mindske indvandringen og øge tolden på især kinesisk import.
Effekten på økonomien vil være øget gældsætning, stærkere efterspørgsel og højere inflation.
Umiddelbart kan det lede til rentestigninger, mens effekten på aktiemarkedet er mere usikker.
En lang række andre faktorer, end hvem der sidder i Det Hvide Hus, påvirker afkastet på finansmarkedet.
Hvilke økonomiske og politiske indgreb vil Donald Trump gerne gennemføre, hvis han bliver USA’s præsident for anden gang? Og hvilke konsekvenser kan det få?
Læs også: Dansk folkeaktie er faldet - 'En oplagt mulighed for at købe op'
Som investor kan man godt blive i tvivl om, hvad der mon kan ske på finansmarkedet, hvis en præsident med særdeles stærke meninger får magten i USA. Som for eksempel en som republikaneren Donald Trump.
Men ro på. Selv om amerikanske præsidenter tit får meget anerkendelse eller skyld for aktiemarkedets op- og nedture, er deres faktiske indflydelse ret begrænset. Historisk set har markedet vist modstandsdygtighed og vækst på lang sigt, uanset hvilket parti der har haft magten. Præsidenten har magt og indflydelse, men afkastene på finansmarkederne styres af mange andre faktorer som blandt andet renteudviklingen, den økonomiske vækst og virksomhedernes evne til at tjene penge. Det underbygges i en analyse fra U.S. Bancorp, der blandt andet viser, at skiftende præsidenter og sammensætninger i Repræsentanternes Hus og Senatet i flere tilfælde ikke har reel betydning for afkastet på det amerikanske S&P 500.
Derfor bør man som investor tænke langsigtet og ikke blive alt for påvirket af det amerikanske præsidentvalg. Uanset valgets udfald.
Læs også: Lars Persson om dansk selskab: En kedelig aktie, alle bør eje
Aktier stiger uanset præsident

Alligevel er det interessant at kigge nærmere på Donald Trumps væsentligste planer, der kan påvirke økonomien. Vi har udvalgt tre nedslag blandt Trumps mange politiske mål: lavere skat, strengere regler for immigration og afgifter på blandt andet import fra Kina.
Skattelettelser
For det første vil Trump beholde de brede skattelettelser, han selv fik indført i 2017, og som ellers skulle udløbe i 2025. Samtidig vil han reducere selskabsskatten beskedent. Ifølge The Congressional Budget Office, CBO, der laver fremskrivninger af de offentlige underskud og gælden i USA, vil fortsættelsen af Trumps 2017-skattelempelse alene medføre en stigning i det offentlige underskud på 4.500 mia. dollar mellem 2024 og 2034. Det vil isoleret set betyde en stigning i forholdet mellem statsgæld og BNP på 11 procentpoint i 2034 i forhold til den nuværende fremskrivninger.
Den amerikanske statsgæld er i forvejen vokset kraftigt de senere år, og det kan få betydning for renten på amerikanske statsobligationer, hvis finansmarkedet fornemmer, at situationen kan blive uholdbar.
Læs også: Ny aktie købt til porteføljen - prisen kaldes 'attraktiv'
Skattelettelser kan få gælden til at stige

På den positive side kan skattelettelser føre til øget forbrug og flere investeringer. Det kan dog også puste til inflationen gennem den højere efterspørgsel. Det problem tumler USA med i forvejen. Den amerikanske centralbank, Fed, har valgt at holde styringsrenten høj netop for at få styr på inflationen.
I et historisk lys kan skattelettelser påvirke aktiemarkedet positivt ved at øge overskuddet efter skat for virksomheder. Det er i hvert fald konklusionen i et studie fra Applied Economics Letters, der på baggrund af aktieafkast fra 54 lande mellem 2002 og 2017 viser, at aktiemarkedet giver højere afkast i årene omkring skattelempelser. Analysen tager dog ikke højde for, hvordan skattelettelserne er finansieret. Aktiemarkedet kan blive bekymrede for den stigende amerikanske gæld, og derfor kan man ikke entydigt konkludere noget om aktiemarkedets retning denne gang ud fra studiet.
Læs også: Strategens bedste bud: Her er 5 mulige vinderaktier
Mindre indvandring
Trumps andet forslag handler om at begrænse indvandringen til USA og deportere flere indvandrere.
Forslaget kan have store konsekvenser for det amerikanske arbejdsmarked, som i forvejen er presset. Flere sektorer er afhængige af immigranter som arbejdskraft. For eksempel anslår tænketanken Migration Policy Institute, at hver anden landbrugsarbejder er udokumenteret immigrant, og at hver tredje arbejder inden for byggeri er immigrant. Også servicefag som hotel- og restaurationsbranchen har mange immigranter ansat. Derfor kan Trumps forslag føre til mangel på arbejdskraft i et arbejdsmarked, der allerede er stramt.
Mangel på arbejdskraft kan få lønningerne til at stige, og det kan betyde et opadgående pres på inflationen.
Højere toldsatser særligt på import fra Kina
Det tredje politiske indgreb, Trump har planlagt, er også det, der måske kan påvirke den globale økonomi mest.
Trump vil lægge 60 procent i told på al import fra Kina. Ud over det skal der være en lavere basistold på import fra alle andre dele af verden. Formålet er at fremme den amerikanske produktion og skabe flere jobs. Forslaget skal også reducere det amerikanske handelsunderskud.
Læs også: Her mener dansk storbank, at der er mest aktiepotentiale lige nu
Men de negative konsekvenser kan være store. Kina kan også indføre øget told, og handelskrigen kan dermed eskalere. Forsyningskæderne kan blive påvirket, fordi amerikanske virksomheder er afhængige af bestemte varer fra Kina – blandt andet elektronik, reservedele til biler og i særdeleshed kritiske råvarer og metaller. Tolden kan betyde højere forbrugerpriser, fordi tolden vil blive lagt oven i prisen på varerne. Og det kan – som de to andre forslag – påvirke inflationen.
Spørgsmålet er, hvordan og hvor hurtigt de amerikanske virksomheder og forbrugere kan tilpasse sig til den nye handelspolitik.
Samlet set vil Trumps økonomiske politik potentielt skubbe både statsgælden og inflationen op. Samtidig kan skattelettelserne potentielt føre til højere disponible indkomster hos forbrugerne, stærkere efterspørgsel og stigende indtjening hos virksomhederne. Trumps politik taler således for højere renter, mens der både er positive og negative vinkler fra aktiemarkedets perspektiv. Men som understreget tidligere: Der er mange andre faktorer, der bestemmer udviklingen på finansmarkederne, end blot navnet på og holdninger hos den amerikanske præsident.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Kokken Hannah Grant giver sig sine bedste sparetip til madbudgettet og sit bedste tip til prepping-mad i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen. Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.
Læs også: Sådan vil strateg investere 100.000 kr. lige nu: 'Stor kursgevinst at hente'
Læs også: 6 gyldne tips: Sådan øger du værdien af din bolig – og dette må du A.L.D.R.I.G. gøre
