Er du på udkig efter en ny fladskærm, så er det ved at være det rette tidspunkt at investere. Priserne på 2017-modellerne er nemlig faldet markant i pris.

De nyeste fladskærme, modellerne fra 2017, rasler ned i pris hen over efteråret og vinteren. Så i de kommende måneder kan du gøre et godt fladskærmskup.

»De nye modeller kommer primært en gang om året og starter på en meget høj pris. Og et lille år efter er de ofte ude af markedet igen, hvilket betyder, at priserne mange gange bliver halveret på de dyre modeller i løbet af seks-syv måneder, siger projektleder Mikkel William Nielsen fra Forbrugerrådet Tænk.

»Så en fladskærm, der startede på 20.000 kroner, kan man få til cirka 10.000 kroner et halvt år efter,«  siger han.

De fleste nye modeller fra producenterne bliver lanceret i foråret, så det er i oktober, november, december og januar, at man oftest kan spare mest på de nyeste modeller, siger Mikkel William Nielsen.

»Vi har hos Forbrugerrådet Tænk flere gange lavet prisanalyser af det i vores markedsresearch, og det er det samme, vi ser hvert år, nemlig at priserne især på de dyre modeller bliver halveret.«

At prisudviklingen hen over året er sådan, bakker Rasmus Larsen op om. Han er chefredaktør på flatpanels.dk, der skriver om netop fladskærme og tilbehør.

»Vores pristjek viser, at november, hvor der blandt andet er black friday, december og januar er gode måneder af købe tv-skærm,«  siger han.

Et tjek på pricerunner.dk viser da også, at priserne er halveret på seks måneder.

Eksempelvis kan man lige nu købe et LG B7 OLED 55 tommer til 14.190 kroner, mens det i marts kostede 29.999 kroner.

Jo længere tid man venter med at købe, jo mere sparer man selvfølgelig. Men det betyder samtidig, at den nyeste udvikling og teknologi hurtigere overhaler det køb, man har foretaget, understreger Rasmus Larsen.

Men er man indforstået med det, så anbefaler han, at man ikke får købt en for lille skærm, fordi udviklingen er gået i den retning, at skærmene skal være store for til fulde at kunne vise detaljegraden i 4K Ultra HD.

»Man skal være opmærksom på, at man ikke køber en for lille skærm. Det er den fortrydelse, som vi oftest hører fra folk,«  siger Rasmus Larsen.