De fleste danskere har sparet op til deres alderdom via den 10-årige ratepension. De oplever nu en markant indkomstforringelse. Der er simpelthen ikke flere penge

Rejser til sydens sol i den kolde tid, en ny bil, nyt tag på huset og gode middage med familie og venner. Efter et langt arbejdsliv ser mange frem til at kunne forsøde tilværelsen i den tredje alder.

Men fornøjelsen kan blive kortvarig.

Titusindvis af danskere løber i disse år tør for private pensioner, når deres 10-årige ratepension, som de fleste har opsparet som en arbejdsmarkedspension, er brugt op. Allerede i 2012 havde hver femte pensionist ifølge en undersøgelsen fra ATP tømt sin private pensionsopsparing blot 10 år inde i pensionisttilværelsen. Derefter byder tilværelsen på en markant indkomstnedgang i folkepension og atp.

Lige nu bevæger 1,9 million danske pensionsopsparere sig i samme retning, da de har bundet deres primære pensionsopsparing i en 10-årig ratepension, viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Danskernes støt stigende levealder gør mildt sagt ikke problemet mindre, påpeger såvel Ældre Sagen som PFA Pension. En kvinde, der i 2016 rundede 50 år, kan således forvente at blive 88 år, mens hun går på pension som 68-årig. Hvis hun ikke ændrer spor, vil hun altså været løbet tør for sin ratepension, når hun fylder 78 år.

I Ældre Sagen advarer økonom Claus Blendstrup mod at brænde ratepensionen af på 10 år. Han gør opmærksom på, at den stigende forventede levealder er et gennemsnitstal, og at mange vil blive markant ældre.

»Folk kan jo være uheldige at blive 95 år. Ja, folk griner, når jeg siger det, men det er ikke sjovt at løbe tør for private pensioner i midten af 70’erne, og så skulle leve de næste 15-20 år af folkepensionen og atp. Der er altså mange 75-80-årige, der er raske og rørige og gerne vil leve et liv med lidt økonomisk frihed, hvor der er plads til en rejse med familien og lidt god mad,« siger han.

Svært at overbevise de ældre

Men ifølge forbrugerøkonom i PFA Pension Carsten Holdum er det en vanskelig pædagogisk øvelse at overbevise ældre, der står på kanten til pensionisttilværelsen, om, at de skal smøre deres 10-årige rate­pension ud over for eksempel 20 år eller omlægge den helt eller delvist til en såkaldt livsvarig livrente, hvor pengene kommer ind på kontoen til den dag, man dør.

»Når du først har set, at du kan få udbetalt 200.000 eller måske 250.000 kroner om året på din 10-årige ratepension - og det i forvejen er en nedgang i indkomst i forhold til din lønindkomst og måske heller ikke lever helt op til dine forventninger til din økonomi som pensionist – er det op ad bakke at sige til sig selv, at de penge skal smøres tyndere ud over flere år, så der også er noget at leve af om 15-20 år. Så selv om vi rådgiver vores kunder – og dermed faktisk lægger et mildt pres – om at strække udbetalingerne, vælger mange alligevel at få pengene udbetalt over 10 år,« siger Carsten Holdum og tilføjer:

»Det er et kæmpestort problem, hvis man kun har sin ratepension. I gamle dage var 10 år fuldt tilstrækkeligt, for vi levede ikke så længe. Problemet er, at vi hænger lidt fast i billedet af, at ældre er sådan nogle, der er parkeret i en lænestole med et slumretæppe. Men det er skrupforkert. Lægevidenskaben kan i dag i stor stil behandle sygdomme og reparere på bevægeapparatet, og når man kan gå, kommer man ud og møder mennesker og får lyst til at lave noget med dem, og det koster ofte penge. Det kan for eksempel være en tur ned ad Donau med pensionistklubben.«

Kvinder vinder på livrenten

I PFA anbefaler pensionsrådgiverne som tommelfingerregel, at man splitter sin 10-årige ratepension op i to lige store halvdele, hvoraf den ene halvdel placeres i en livsvarig livrente, og den anden halvdel bliver udbetalt over 10-15 år. Navnlig for kvinder kan livrenten være en attraktiv mulighed, da kvinder, der i dag er 40-50 år, kan forvente at blive fire-fem år ældre mænd.

»Så har man folkepensionen og atp som bund i hele forløbet, mens man har et lidt højere indkomstniveau de første 10-15 år af pensionisttilværelsen, hvor man sandsynligvis er mest rørig, og et lavere niveau den sidste del af livet. Vi prøver faktisk at rådgive folk bagfra og beder dem om at forestille sig, at de er nogenlunde raske som 85-90-årige og gerne vil have lidt penge at rejse eller lidt ekstra til at spise lidt godt for til den tid. Når det er på plads, så kan vi tage fat på den første del af pensionisttilværelsen,« siger Carsten Holdum og understreger, at de fleste kunder i PFA Pension parallelt med deres opsparing på ratepensionen også sparer et mindre beløb op på en livrente og dermed er sikret en vis indkomst udover folkepensionen og atp, når ratepensionen er brugt op.

Friværdien er usikker

Omkring halvdelen af danskerne bor i ejerbolig og vil i pensionisttilværelsen ofte have en vis friværdi. Men friværdi er en usikker opsparing, påpeger økonom i Ældre ­Sagen Claus Blendstrup.

»Vi hører desværre ofte fra medlemmer, der troede, at deres bolig var mere værd, end den så bliver vurderet til. Eller også regnede de med, at de kunne belåne 80 procent af husets værdi, men realkreditinstituttet vil i nogle tilfælde kun låne op til 60 procent. Samtidig er boligpriserne konjunkturfølsomme, og det gør det meget usikkert at planlægge sin økonomi efter. Derfor anbefaler vi også altid vores medlemmer at have en del af deres pension som livrente, så de har noget at leve af - også hvis de er så ’uheldige’ at blive 95 år.«

Asta er en livsglad ældre dame, som ikke mangler noget. Hun nyder at rejse til Filippinerne med sine sønner cirka hvert andet år.
Asta er en livsglad ældre dame, som ikke mangler noget. Hun nyder at rejse til Filippinerne med sine sønner cirka hvert andet år. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

81-årige Asta: Jeg mangler ikke noget

Af: Thomas Ambrosius | tham@bt.dk

Selv om Asta Jørgensen, 81 og bosat på Amager, aldrig har haft et højtlønnet job, mangler hun ikke penge til at forsøde sit otium. Hun har arbejdet som ufaglært rengøringskone på en skole i København, været på vaskeri og arbejdet i kantine i lufthavnen i Kastrup, indtil hun gik på efterløn som 60-årig.

»Jeg har betalt til pension i alle de år. Den får jeg udbetalt som en livrente hele livet, så jeg mangler ikke noget og bor godt,« siger hun og tilføjer, at hun også har lidt pension fra sin afdøde mand.

Siden hendes mand, der var kranfører, døde for 10 år siden, har hun været i Filippinerne fem gange og indimellem på flere rejse til De Kanariske Øer med sine tre sønner.

»Jeg var i Filippinerne sidste år. Det er vi hvert andet år, gerne seks uger ad gangen. Min svigerdatter er fra Filippinerne, så bor vi hos hendes familie og tager ud i landet derfra. Åh, det er dejligt.«

De fleste hverdage tager Asta Jørgensen bussen om morgenen fra sin andelslejlighed på den lille hyggelige gade Under Elmene, der ligger tæt ved det gamle voldanlæg Stadsgraven, til  Amager Seniorklub. Her nyder hun at hygge om de andre seniorer med kaffebrygning, snak og ikke mindst klubbens udflugter rundt i Danmark.

Familien er vigtigst

Selv om Asta Jørgensen sætter stor pris på, at økonomien tillader hende at gøre stort set, hvad hun har lyst til, er det ikke det vigtigste.

»Selvfølgelig havde det ikke været så godt, hvis jeg kun havde haft folkepensionen. Men det vigtigste er min familie. Min ene søn bor i den samme ejendom som mig. Ham spiser jeg hos fire aftener om ugen, og så har jeg et barnebarn, der kommer og sover hos mig i weekenden. Mine to andre sønner ringer til mig stort set hver dag. Så jeg har ikke rigtig noget at klage på,« siger hun og tilføjer:

»Det skulle da lige være, at man havde haft nogle flere penge da man var yngre, end jeg har nu.«