Det behøver ikke længere være besværligt at tjekke sine forsikringer. Download en app, og tjek selv, om du er dobbeltforsikret eller ej.

Nogle har deres forsikringspapirer i en mappe, mens andre har dem gemt i en gammel e-mail. Men flere forsikringsselskaber har efterhånden en app, hvor du kan undersøge, hvad du egentlig betaler for.

Det fortæller Louise Skjødsholm, der er specialkonsulent ved Penge- og Pensionspanelet.

I de apps kan du finde dine policer. Det er dem, du skal læse som det første, når du vil undersøge, om du er korrekt forsikret. Her vil du opdage, hvis du har tilkøbt ekstra forsikringer, du måske ikke har brug for længere.

Hvis du har et overblik over dine policer, og hvad du betaler, er det også nemmere for at dig at indhente pristjek og sammenligne priser, hvis du vil lede efter noget billigere.

Mange indboforsikringer dækker ikke automatisk, hvis man kommer til at hælde vand i sin computer. Derfor kan man fristes til at takke ja til tillægsforsikringer, når man køber ny elektronik. Det fraråder jurist ved Forbrugerrådet Tænk Lea Markersen dog.

- Hvis der er behov for at have sin elektronik forsikret, bør man først gå til det forsikringsselskab, hvor man har sin indboforsikring. En tillægsforsikring fra en butik dækker kun det ene produkt, hvor forsikringen, som er tegnet som tillæg til indboforsikringen, dækker alt elektronik i hjemmet, forklarer hun.

Du kan også roligt takke nej til tillægsforsikringer, når du bestiller flybilletter til din næste rejse. Nogle betaler nemlig til en rejseforsikring gennem deres indboforsikring i forvejen. Denne rejseforsikring dækker ofte præcis det samme, der tilbydes ved køb af rejsen.

Er du ikke dækket af din forsikring i forvejen, så lad næste skridt være, at du ringer til din bank. Mange banker tilbyder, at du kan få en rejseforsikring gennem dit kreditkort til ingen eller få penge.

Lea Markersen fra Forbrugerrådet Tænk forklarer, at du ikke behøver at have en rejseforsikring året rundt, hvis du kun rejser en gang om året. Du kan undersøge, om det er billigere kun at forsikre sig for en enkelt rejse.

Den eneste slags forsikring, det i princippet kan betale sig at have mere end en af, er summaforsikringer. Det er for eksempel nogle livs- eller ulykkesforsikringer.

- Hvis man ønsker at have en ulykkesforsikring, er der dog næppe grund til at tegne mere end en enkelt. Man kan i stedet hæve det beløb, man er forsikret for. Det er selvfølgelig ens eget valg, men umiddelbart er der ingen grund til at have fire ulykkesforsikringer, forklarer Lea Markersen.

/ritzau fokus/