Nogle emner er mere ubehagelige at tage med sin partner end andre. Men tag de svære samtaler, mens helbredet og kærligheden trives, anbefaler pensionsrådgivere.

Historierne er klausuleret til lørdag. Fakta følger. Artiklerne udsendes til PFS-kunder mandag. Historierne må publiceres bag paywall lørdag kl. 06.00.

Det kan virke umuligt at forestille sig andet end gode tider i familiens skød.

Alligevel bliver mange par en del af skilsmissestatistikken, og for en del kvinder venter der en grum overraskelse, når de bliver skilt.

Det fortæller Anders Valdemar Juhl, der er pensionsrådgiver og indehaver af uvildigraad.dk.

- Oftest var kvinden den, som tog barselsorloven og brugte sine kræfter hjemme ved børnene, og når ægteskabet så opløses, så smutter manden med den store pensionsopsparing, forklarer han.

Der findes ingen retningslinjer for, hvordan man sikrer pensionstilværelsen for begge parter, selv om den ene passer børnene de første år og nogle gange også går på nedsat tid for at få familielivet til at hænge sammen.

- Hvis den ene person har mulighed for at bygge en stor pensionsopsparing på bekostning af den anden persons velvilje til at varetage børnene, så skal man få en ægtepagt på plads. I den kan man aftale, hvordan man griber pensionen an, i de perioder hvor den ene står mere til rådighed for familien end for arbejdsmarkedet, råder Anders Valdemar Juhl.

Barsel og nedsat tid koster nemlig dyrt på pensionsopsparingen. Derfor vokser forskellen på manden og kvindens pensionsopsparing typisk hele livet, og det ses tydeligst, når parret så skilles.

- Man kan ikke ignorere, at kvinder går på økonomisk kompromis med fremtiden, hvis ikke familiens pensionsindbetalingerne fordeles mellem begge forældre, i de år hvor kvinderne står til rådighed for familien, siger Anders Valdemar Juhl.

En anden samtale, der kan være svær, er, hvor mange penge pensionens forsikringer skal indeholde.

En snak om forsikring mod tab af erhvervsevne og livsforsikring til de efterladte kræver nemlig, at man sætter tal på, hvad der vil ske, hvis et familiemedlem mister enten livet eller evne til at opretholde sin indkomst.

Men de behøver ikke dække svimlende summer, fortæller administrerende direktør ved Pension Consult Lars Hjort.

- Beløbene skal sikre det nødvendige. De skal ikke holde din familie med vådt og tørt i ti år, men sikre at de kan komme godt videre uden økonomisk stormvejr, siger han.

Netop derfor skal der tages stilling til, hvad der kræves økonomisk, for at man kan klare sig for den enes indkomst.

En livsforsikringen skal hjælpe familien på fode ved dødsfald. Derfor skal den måske være ekstra høj i de år, hvor der betales af på en bolig, og hvor boligsituationen kan blive kaotisk, hvis de efterladte er nødt til at sælge i al hast midt i sorgen.