Kufferten er pakket til en storbyferie i Europa eller en solferie i Asien.

Men man skal være opmærksom, hvis man vil undgå at bruge mange penge på hævegebyrer og vekselkurser.

Der er nemlig en række fælder, man kan falde i, og nogle råd man kan tage med.

»Det er dyrt at købe valuta herhjemme. Så går du i banken, er kursen typisk ret dårlig, så det kan ofte være billigere at gå til et vekselbureau, og købe sin valuta der« siger Troels Holmberg, der er seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Men hvis man kan vente med at hæve sine kontanter, er det en endnu bedre løsning, siger Ulrik Marschall, kommunikationschef i mybanker.dk.

»Det vil ofte bedre kunne betale sig at bruge sit internationale betalingskort og hæve, når du kommer frem til din destination« siger Ulrik Marschall.

Her betaler man et hævegebyr på 20, 30 eller 50 kroner, men det er stadig billigere end at købe valutaen i Danmark.

Det billigste er dog at bruge sit VisaDankort så meget som muligt, siger Troels Holmberg.

»Det er billigst at betale med kortet, alle de steder du kan. Fordi så slipper du for at betale valutakursgebyret, hvorimod hvis du betaler med penge fra hæveautomater, så skal du betale hævegebyr også« siger seniorøkonomen og fortsætter:

»Så brug kortet så meget som muligt og kontanter så lidt som muligt.«

Når man bruger eksempelvis visakort eller mastercard, skal man huske, at de har et maksimalt hævebeløb på 20.000-30.000 kroner per rullende 30 dage.

»Så hvis man lige har betalt for ferien på 15.000 kroner med sit visakort og så kommer ned og lejer en bil til 10.000, kan det være, at dit kort bliver spærret. Derfor kan det være en idé at have flere internationale kort med sig« siger Ulrik Marschall.

En anden dyr ting er at veksle tilbage til danske kroner, når man kommer hjem fra ferie.

»Man skal prøve at undgå at få for mange kontanter med hjem. Jeg vil anbefale, at man gemmer dem, man har til overs, til næste rejse. For det er for dyrt at få omvekslet småbeløb« siger Troels Holmberg.